Sønderborg Kommune tager næste skridt mod nyt boligområde med 550 boliger

1900 studerende har i denne uge haft første skoledag efter sommerferien på SDU i Sønderborg. Det er 1000 flere end for tre år siden, og stigningen i antallet af studerende har givet efterspørgsel på flere studieboliger.

Sønderborg Kommune har i de senere år sammen med samarbejdspartnere gjort en stor indsats for at sikre flere studieboliger i Sønderborg. Til studiestart er der etableret midlertidige studieboliger i Hotel 6400, i lejlighederne i Nørager og et tidligere vandrehjem. Nu er næste skridt taget i arbejdet.
 
En udvikler ønsker at etablere et nyt boligområde på grunden med den tidligere materialegård på Skovvej i Sønderborg, og Teknik-, By- og Boligudvalget har nu godkendt, at der skal laves en lokalplan for det nye boligområde.
 
Formanden for udvalget, Kirsten Bachmann, glæder sig over, at næste skridt er taget.

– Vi har tidligere besluttet, at materialegården på grunden skal rives ned. Nu skal vi videre med et spændende projekt, der skal skabe plads til nye, gode boliger til de studerende i Sønderborg. Studieboligerne vil styrke Sønderborg som studieby og skabe gode rammer for unge mennesker, hvor de kan udfolde sig i gode bynære omgivelser, siger Kirsten Bachmann.

Udvalget har i august godkendt en nedrivningstilladelse for bygningen Ladegården på grunden, mens en tidligere mejeribygning skal bevares. 
 
Projektet indeholder cirka 550 studieboliger, 32 almene boliger, alle som etagebyggeri, samt et fælleshus. På grund af projektets omfang vil der blive holdt informationsmøde under den offentlige høring.
 
Næstformand Kristian Beuschau tilføjer:

– Det er glædeligt, at så mange studerende ser Sønderborg som en attraktiv studieby. Derfor har vi stor fokus på at skaffe boliger til de studerende, så de unge kan få et godt sted at bo og være med til at skabe liv og et godt studiemiljø i Sønderborg. Med både studie- og almene boliger får vi skabt et nyt og spændende boligområde, siger Kristian Beuschau.
 
Projektet understøtter Byrådets vision om bæredygtige boligområder og et attraktivt uddannelsesmiljø, og bidrager samtidig til målet om 2.500 nye boligenheder og 77.000 borgere i kommunen inden 2030.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top