Sønderborg Kommune tager endnu en etape med Unge på Toppen for at få unge i beskæftigelse

68% af de unge, som deltog i Unge på Toppen-projektet, som Sønderborg Kommune gennemførte i foråret 2024, er nu i beskæftigelse eller på skolebænken.

Efter en udbudsproces fortsættes og udvides samarbejdet med Unge på Toppen, som kombinerer personlig udvikling, virksomhedspraktik og cykeltræning. Tidligere kulminerede projektet i en udfordrende cykeltur på 12 etaper og 1650 km med slut på det legendariske bjerg Alpe d’Huez, men fra årsskiftet tilbydes der to årlige forløb, hvor det ene slutter med den franske bjergetape, mens den anden vil foregå i Nymindegab i Danmark.

Projektet har vist sig at være en effektiv metode til at styrke de unges vilje og selvtillid, hvilket er afgørende for deres videre færd i uddannelse og på arbejdsmarkedet. Der er i år 2025 plads til 25 unge til forårsforløbet og 20 unge på efterårsforløbet.

Samarbejdet med Unge på Toppen er del af en trepunktsplan, som Arbejdsmarkedsudvalget vedtog i marts 2024 for at få flere unge i arbejde. Trepunktsplanen består af øget mentorindsats, partnerskab med virksomheder og udvidelse af Unge på Toppen.

Jan Prokopek Jensen, formand for Arbejdsmarkedsudvalget, ser frem til at fortsætte samarbejdet med Unge på Toppen:

– Vi har set fantastiske resultater med Unge på Toppen, og jeg glæder mig over, at det nu er en 4-årig aftale. De unge får ikke kun fysisk træning, men også en stærk personlig udvikling og praktisk erfaring fra virksomheder. Dette giver dem de nødvendige redskaber til at komme videre i livet. I Sønderborg Kommune har vi et særligt fokus på unge, som modtager offentlig forsørgelse, for det er alt for tidligt at stå uden for fællesskabet. Derfor har vi en række tiltag, der er målrettet dem, og her er Unge på Toppen blot en enkelt i paletten.

Projektet har allerede tiltrukket stor interesse fra både unge og virksomheder, og Kristian Bonefeld, næstformand for Arbejdsmarkedsudvalget, ser gode muligheder for, at flere virksomheder og unge igen finder hinanden:

– Gennem Unge på Toppen får de unge en helt anderledes tilgang til livet og kan på den måde komme ud af ledigheden. De unge får fornyet selvtillid, især gennem virksomhedspraktikken, hvor der er mange brancher, der oplever stor efterspørgsel på arbejdskraft, og som kan få glæde af at tilbyde en praktikplads. Projektet matcher både virksomhedernes behov og de unges kvalifikationer, og det er af stor værdi for begge parter.

Med udvidelsen af samarbejdet håber Sønderborg Kommune at kunne hjælpe endnu flere unge ledige i uddannelse eller selvforsørgelse. Projektet fortsætter med at være en kombination af kost og idræt, personlig udvikling og virksomhedspraktik, og målet er fortsat at give de unge vilje og selvtillid til at komme videre i livet.

Thomas Sonne-Schmidt, projektleder for Unge på Toppen, glæder sig over den nye aftale:

– For os i projektet er det en milepæl, at vi nu har indgået en 4-årig aftale. Det er vi utrolig stolte af og takker for den tillid, vi er blevet vist. Nu glæder vi os til at fortsætte og udvide det gode samarbejde med de unge, Jobcentret og virksomheder. Aftalen giver arbejdsro og gør, at vi kan fokusere på at udvikle konceptet, og vi sammen kan blive endnu bedre til at hjælpe de unge godt videre i livet.

Projektets tidligere succes med at få de unge i beskæftigelse skyldes især et tæt samarbejde mellem Jobcentret, Sønderborg-områdets virksomheder og Unge på Toppen.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top