Sønderborg Kommune støtter festival for familier, leg og bevægelse

Børnefestivalen, som arrangeres af foreningen Kulturgenerator, blev afholdt første gang i 2023 og har siden vokset sig til et populært endagsarrangement med aktiviteter, leg, bevægelse og kulturelle oplevelser for børn i alderen 0-13 år.

Festivalen foregår på Ringriderpladsen i Sønderborg og samler hvert år mange familier til en dag i børnehøjde. Formand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget, Daniel Staugaard, glæder sig over beslutningen:

– Børnefestivalen er et stærkt bidrag til vores kulturtilbud for børnefamilier. Den skaber plads til leg og bevægelse i gode rammer på Ringriderpladsen. Festivalen har fokus på at gennemføre arrangementet i samarbejde med lokale leverandører, så festivalen bidrager også positivt til det lokale erhvervsliv, siger han.

Tre-årig støtte 
Festivalen har tidligere modtaget støtte af Sønderborg Kommune i 2023-2025. Kultur-, Handel- og Turismeudvalget har godkendt, at Børnefestivalen støttes med 80.000 kr. i 2026, 70.000 kr. i 2027 og 60.000 kr. i 2028.

Udvalgets næstformand, Jesper Kock, fremhæver festivalens samarbejde med lokale foreninger.

– Børnefestivalen skaber et event med fokus på fællesskab for børnefamilier. Men arrangøren lægger også vægt på at inddrage lokale foreninger og frivillige, som bidrager med aktiviteter og afviklingen. Det er en stærk tilgang til et event, som udvalget derfor støtter for at sikre stabilitet og udvikling de kommende år, siger han.

Foreningen Kulturgenerator ønsker, at Børnefestivalen bliver en årlig tilbagevendende begivenhed i Sønderborg Kommune, og at festivalen på sigt bliver økonomisk selvbærende. Et eventuelt overskud fra festivalen vil gå til udvikling af kommende Børnefestivaler samt støtte til lokale foreninger.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top