Sønderborg Kommune jubler over tilladelse til vindmøllepark i Lillebælt

Tilladelsen betyder, at parterne for alvor kan gå i gang med projektering og etablering af vindmølleparken i Lillebælt Syd A/S, der har været undervejs i 14 år. Det glæder Sønderborg Kommunes borgmester, Erik Lauritzen.
 
– I Sønderborg Kommune har vi nu i mange år arbejdet for at få opført vindmøller i Lillebælt, og jeg er på Byrådets vegne meget glad for, at Lillebælt Vind A/S under kommunens forsyningsselskab, SONFOR, nu har fået etableringstilladelsen. For det her er en vigtig del af omlægningen af energiforsyningen til vedvarende energi i Sønderborg Kommune, og derfor er jeg glad for, at vi står foran en realisering. Vindmølleparken i Lillebælt er en ekstrem vigtig del for at komme i mål med ProjectZero, der er Sønderborg-områdets vision om at blive CO₂-neutral i 2029, siger borgmesteren. 

Sønderborg Kommune har bakket op med delvis finansiering af forundersøgelsen til vindmølleparken i samarbejde Bitten & Mads Clausens Fond, Linak og Energinet.dk.
 
– Igen ser vi, at det stærke samarbejde i Sønderborg-området har succes. Vores vision om at skabe noget i fællesskab mellem offentlige og private partnere giver os i Sønderborg Kommune en stærk fordel, når vi skal lykkes med store projekter, som en vindmøllepark i Lillebælt er. Jeg er meget tilfreds med, at vi med medvind både kan øge andelen af vedvarende energi og dermed skabe et bedre klima, men også kan få en bedre forsyningssikkerhed, siger Stephan Kleinschmidt, der er første viceborgmester i Sønderborg Kommune. 

Lillebælt Syd A/S er et havvindmølleprojekt i Lillebælt ca. 3 km nordøst for Als og 6 km fra Helnæs. Vindmølleparken vil bestå af 11 stk. 15MW havvindmøller med en totalhøjde på 256 meter. Når havvindmøllerne er installeret, vil de kunne producere 165 MW grøn strøm, der kan forsyne op til 148.000 danske husstande.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top