Børne- og Uddannelsesudvalget, Sundhedsudvalget og Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab godkendte i november 2022 projektet Åben skole om motionsfremmende aktiviteter i 2023 og 2024. Baseret på de foreløbige erfaringer og resultater fra projektet forlænges projektet nu for første halvår af 2025. Det skyldes, at projektet er ved at blive evalueret, og evalueringen skal til politisk behandles i marts 2025.
– Åben Skole har vist gode resultater, hvad angår antallet af deltagende skoler og foreninger samt deltagelse af mange børn og unge. Derfor vil vi holde fast i den gode indsats og har sagt ja til at forlænge projektet. Det handler om at sikre momentum for skoler og foreninger, indtil der på baggrund af evalueringen kan træffes en beslutning om Åben skoles fremtid, siger Jesper Smaling, der er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Der har indtil sommerferien 2024 været afviklet Åben skole forløb på 26 ud af kommunens 30 skoler med deltagelse af 3.140 elever fra 202 klasser i samarbejde med 45 forskellige foreninger.
– Vi kan kun glæde os over, at skolerne og foreningerne har taget så godt imod projektet. Tallene fortæller os, at der har været bred opbakning til projektet fra alle sider, men vigtigst er, at så mange børn har deltaget. For en stor del af formålet er netop at motionere og være en del af sunde og aktive fællesskaber, siger Didde Lauritzen, der er formand for Sundhedsudvalget.
Sønderborg Kommune har indgået en samarbejdsaftale med DGI Sønderjylland om at varetage brobygning og samarbejde mellem skoler og foreninger.
– Vi er meget tilfredse med det gode samarbejde med DGI Sønderjylland, for det er med til at sikre et gnidningsfrit makkerskab mellem skoler og foreninger. Og det ser ud til, at indsatsen er med til at få flere børn og unge ind i foreningslivet, som er en del af formålet med Åben Skole. Det fremmer fysisk aktivitet i hverdagen og bidrager til at få flere over i positive og inkluderende idræts- og bevægelsesfællesskaber, siger Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab,
De tre udvalg har sammenlagt godkendt at bruge 127.500 kroner til at afvikle 60 Åben skole forløb i første halvår af 2025.