Sønderborg Kommune får ny Masterplan for Bosætning, Erhverv og Grøn Vækst

Under titlen ’Bærekraft til en kommune i vækst og udvikling’ er Sønderborg Kommunes nye Masterplan godkendt af byrådet og sætter ambitiøse, konkrete mål på bosætnings- og erhvervsområdet frem mod 2030. Masterplanen bygger videre på de indsatser, som allerede er søsat på erhvervs- og bosætningsområdet og giver et klart, strategisk perspektiv for at skabe yderligere fremdrift i Sønderborg-områdets udvikling.

Med udgangspunkt i byrådets vision har masterplanen blandt andet fokus på at skabe en positiv befolkningstilvækst samt at skabe et førende grønt økosystem på erhvervsområdet inden for energieffektive og bæredygtige løsninger. Dertil skal masterplanen understøtte udviklingen i en turisme-, handels- og servicesektor i vækst.

Masterplanen understreger nødvendigheden af et tæt samarbejde på tværs af aktører og samarbejdspartnere. Kommunen har gennem længere tid opbygget stærke partnerskaber og relationer, som bliver centrale i implementeringen af indsatserne. Planen er også resultatet af en længere involveringsproces, hvor erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, samarbejdspartnere samt øvrige interessenter i Sønderborg Kommune har givet deres input, som har været centrale for indholdet i masterplanen.

– I Sønderborg Kommune ved vi, at bosætning og erhverv hænger uløseligt sammen: flere tilflyttere er nødvendige for, at der skabes arbejdspladser og virksomheder trækkes hertil, mens adgangen til job er afgørende for, at flere flytter til kommunen. Samlet set skal masterplanens indsatser give bærekraft til en kommune i vækst og udvikling, siger Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen.

Det tætte samarbejde mellem kommunens institutioner, erhverv, uddannelsessteder, partnere og interessenter er essentielt for at realisere de opsatte mål, mener formand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk:

– Det er vigtigt for os som kommune, at vi konstant udvikler os og gør os attraktive for både erhvervsfolk og tilflyttere, som vælger at bosætte sig her. Derfor har vi med masterplanen sat et øget fokus på at styrke uddannelser og iværksætteri i kommunen og samarbejdet tæt med både virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at sikre en opbakning til planen.

Enhedslisten stemte imod masterplanen. 

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top