Med godkendelsen af en justeret Masterplan for Nordals Skolen går projektet ind i sin næste fase. Det er konsekvensen af Byrådets beslutning om at godkende en justeret masterplan for Nordals Skolen, der beskriver visioner og intentionerne for renoveringen af skolen.
Det glæder borgmester Erik Lauritzen.
– Byrådet har afsat midler til en gennemgribende renovering af Nordals Skolen, og det glæder mig, at vi nu kan sætte processen i gang. For det er essentielt, at vi har en attraktiv folkeskole i Nordborg, der kan honorere nuværende og fremtidige krav og sikre en god skolegang for børn i Nordborg og omegn. Jeg er samtidig meget tilfreds med, at justeringen af masterplanen spiller sammen med Byrådets andre udviklingsprojekter i Nordborg, herunder etablering af et kulturhus som ny nabo til skolen og ændrede trafikforhold i byen. Dertil kommer, at ungdomsskolen flyttes fra Havnbjerg til Nordals Skolen, hvilket betyder, at der også bliver liv i skolebygningerne efter skoletid, siger han.
Byrådet godkendte i august 2022 Masterplan for Nordals Skolen. Den er justeret i juni 2024 med bred inddragelse fra blandt andre personalegruppen, skolebestyrelse, elever og øvrige interessenter. Realiseringen af den justerede masterplanen forventes at koste 94 mio. kr.
Formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling, ser frem til at få sat arbejdet i gang.
– Byrådet har i enighed besluttet, at det kommende årti, er ”Skolernes Årti”. En vigtig del af dette er en markant investering i at løfte de fysiske rammer på vores skoler. Nu er det Nordals Skolens tur. Gennem dialog og inddragelse af elever, medarbejdere, forældre, ledelse og lokalsamfund er der skabt et solidt ejerskab til Masterplanen. Skønt vi reducerer antallet af kvadratmeter med renoveringen, vil der efter moderniseringen være plads til op til to spor på alle årgange fra 0.-9. klasse, og etableret et produktionskøkken, der giver mulighed for at afprøve en madordning, siger han.
Med afsæt i Masterplanen vil den endelige løsning blive konkretiseret i den kommende projektering.
I efteråret 2024 gennemføres EU-udbud på totalrådgiver, og det er forventningen, at byggeriet kan påbegyndes ved udgangen af 2025.
Byggeriet planlægges i etaper, så skolen kan fungere fuldt under ombygningen. I det omfang det er muligt, vil den gamle skole bruges til genhusning under byggeriet.