Sønderborg Kommune får guld for at være ”far-parat”

Sønderborg Kommune får guld for at være ”far-parat”

Et af de projekter, Sønderborg Kommune har sat i gang for fædre, er Far på Færde. Her er det Janus med Otto til venstre og Daniel med Agnes til højre.

Kommunerne har et stort ansvar for vordende og nybagte familiers trivsel. Forum for Mænds Sundhed har kortlagt de danske kommuners evne til at støtte mænd i forældreskabet – og Sønderborg er med i gruppen, der gør det godt.

Forum for Mænds Sundhed vurderer, at det især nu med højst ni måneder til, at fædre får 11 ugers fædrebarsel, er vigtigt at se på kommunernes indsats. Forummet har derfor gennemført og offentliggjort en kortlægning.
Den viser, at

  • 35 kommuner, bl.a. Sønderborg, er far-parate ”guldkommuner”
  • 18 af kommunerne har ingen oplyste indsatser, der er målrettet fædre
  • 79 af kommunerne har en eller flere målrettede indsatser for fædre.

Formand for Forum for Mænds Sundhed, Svend Aage Madsen, siger:
– Det er utroligt glædeligt, at over en tredjedel af landets kommuner nu har flere tilbud til fædrene og inddrager dem på lige fod med mødrene. Men de har også travlt, for om senest ni måneder vil 40-50.000 fædre over hele landet årligt have mindst to måneders fædreorlov. Her har de brug for lige så meget af den gode støtte, som hidtil primært har været til mødrene.
I Sønderborg glæder Helge Larsen, formand for Sundhedsudvalget, sig over, at Sønderborg også her er med i det gode selskab. For kort tid siden gav Forum for Mænds Sundhed guld til Sønderborg for kommunens indsats for mænds sundhed.
– Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at vi gør det godt – at mænd kan se, at der er støtte og vejledning at få, når de bor i Sønderborg Kommune og tager hul på et nyt liv som far. Denne gang er det Sundhedsplejen, der får roserne og med god grund kan være stolt. For det er jo ikke sådan, at vi liiige slipper igennem nåleøjet – nej, vi kan faktisk sige ja til, at vi har seks af de otte tilbud, der bliver spurgt til, siger formand for Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune, Helge Larsen.
FAKTA
Forum for Mænds Sundhed har spurgt til otte forskellige indsatstyper, og kommunerne skal opfylde mindst tre af dem for at opnå en bedømmelse til guld.
Sønderborg Kommune opfylder seks:

  • Events målrettet fædre og deres børn
  • Uddeling af ”Til far”-postkort
  • Henvisning til far-portalen www.farforlivet.dk på kommunens hjemmeside
  • Har en far-ambassadør
  • Screening af fædre for fødselsdepression
  • Tilbud om støtte/behandling til fædre med fødselsdepression.

https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/8fbc31bc-bad7-d03f-57e8-21bcd9697276.jpg

Kontaktinformation:
Udvalgsformand Helge Larsen, tlf. 27 90 02 05, mail: hla@sonderborg.dk
Sundhedschef i Sønderborg Kommune, Michael Skriver Hansen, tlf. 27 90 72 29, mail: mshd@sonderborg.dk
Formand for Forum for Mænds Sundhed, Svend Aage Madsen, tlf. 26 21 28 51, mail: svendaage@madsen.mail.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top