Samfundet åbner mere og mere op efter Covid-19 pandemien, og det betyder også, at der nu for alvor kan komme gang i idrætsklubberne og alle de andre foreninger, der har været lukket ned i flere måneder. For at hjælpe foreningerne i gang med genstarten og for at understøtte foreningslivet i coronatiden har Sønderborg Kommune allerede sat gang i flere initiativer.
– Genåbningen af samfundet er så småt i gang, og det er rigtig godt, da motion og fællesskaber er sundt og godt for alle. Det vil sikkert også betyde flere medlemmer igen i idrætsforeningerne. Dermed ikke sagt, at det bliver nemt at få alle medlemmer tilbage, for det vil kræve et stort arbejde og tage tid, men det er vi i Sønderborg Kommune selvfølgelig klar til at gøre en indsats for at hjælpe med, siger Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme.
Udvalget for kultur, idræt, handel og turisme i Sønderborg Kommune har blandt oprettet en ekstraordinær Covid-19 pulje på 400.000 kroner som en lokal hjælpepakke til at understøtte idræts-, kultur- og fritidslivet. Formålet med puljen er at støtte kultur- og idrætsforeninger og institutioner, der udvikler aktiviteter og arrangementer for borgere i Sønderborg Kommune, men som på grund af nedlukningen ikke har haft indtægtsgivende aktiviteter i normalt omfang.
Samtidig har Sønderborg Kommune indgået en samarbejdsaftale med DGI om ”Foreningsmiljøer i verdensklasse”. Aftalen med DGI tager afsæt i nøglen til at få aktive borgere og dermed stærke foreninger.
– Vores opgave at stille nogle rammer til rådighed for foreningerne, men vi går skridtet videre ved at lave et samarbejde med DGI om at skabe et endnu bedre foreningsmiljø. Vi er løbende i dialog med kommunens foreninger om deres udfordringer og udviklingspotentialer, og det har vi også været under nedlukningen. De samtaler fortsætter, når der genåbnes igen. For samspillet er omdrejningspunktet for vores arbejde med foreningerne, og det er måden vi i fællesskab kan udvikle dem samt idræts- og fritidsområdet på, siger Jesper Kock, der er næstformand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme i Sønderborg Kommune.
Og det er vigtigt med fokus på foreningslivet, for i Sønderborg Kommune er antallet af medlemmer hos foreninger tilknyttet DGI og Danmarks Idrætsforbund i 2020 faldet i forhold til året før. En tendens, der med få undtagelser ses over hele landet.
Initiativer for at understøttet foreningslivet under Covid-19 pandemien:
- Etablering af Covid-puljen på 400.000 kroner til at understøtte idræts-, kultur- og fritidslivet
- Fremrykket tilskud fra Idrætsanlægspuljen – således at idrætsfaciliteterne bliver endnu bedre, når brugerne kommer tilbage
- Fremrykket udbetaling af tilskud til foreninger og aftenskoler – således at de ikke ender i likviditetsmæssige problemer
- Virtuelle møder med foreningerne med op til 70 deltagere. Møderne har haft karakter af både informations- og inspirationsmøder, hvor foreningerne også har fået mulighed for at videndele og lade sig inspirere indbyrdes i break out rooms. Blandt emnerne har været ”hvordan går det, og hvad har I gjort for at holde jer i gang” og ”hvordan sikrer man den gode velkomst til medlemmer, frivillige og nye medlemmer, når alting skal genstartes oven på covid-19”
- Oprettelse af et nyhedsbrev, som målrettes kultur- idræts og fritidsforeninger i Sønderborg Kommune, som vil informere om f.eks. coronapuljer til kultur- og fritidslivet, temaaftener, større events mv.