Sønderborg kommune har i år 9 badestrande, som er godkendt som Blå Flag strande. Det ligger naturskønt rundt i kommunen, som alle er klar til sommerens mange gæster.
Som en del af blå Flag certificeringen laves der formidling om strand, hav og kyst. Det er en opgave som Naturvejlederne Sønderborg udfører og nu er deres sommerprogram klar. Lørdag den 25. juni starter Blå Flag sæsonen 2022 med aktiviteter på alle Blå Flag strande i Sønderborg Kommune, hvor man blandt andet kan være med til alt fra strandsafarier, SUP ture, Vild mad og meget, meget mere.
Formand for Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter, Tom Hartvig Nielsen, ser frem til en god blå flag sommer.
– Det er et imponerende katalog af ture og arrangementer. Med 70 ture og arrangementer er det, det største antal ture hidtil. Det er super dejligt, at vi har dette tilbud til vores borgere, børn og unge, men også til vores turister, som vi håber der kommer mange af i år, siger han.
Charlotte Riis Engelbrecht, næstformand for Udvalget for Bæredygtighed og Landdistrikter, er meget glad for udstillingsvinduet.
– Tilbuddet med Naturvejlederne sætter fokus på vores gode badestrande og ikke mindst spændende kystnatur, som er en vigtig del af vores dna her i Sønderborg. Og jeg håber, at rigtig mange vil bevæge sig ud i naturen for at få nogle gode oplevelser, siger hun.
Naturvejledernes ture og arrangementer er gratis, og alle kan deltage. Man kan læse mere om turene på deres Facebook-side ”Naturvejlederne Sønderborg” eller hjemmesiden Blå Flag | Naturvejlederne.dk