I Sønderborgs midtby ligger alt inden for gåafstand på under 2 km fra Alsion til Hotel Sønderborg Strand eller fra Alsik til Sønderborg Slot, når man måler fra yderpunkterne. Det gør Sønderborg attraktiv som konferenceby, og de faciliteter skal nu vises frem for 103 fagfolk fra store virksomheder, KL, DI, brancheorganisationer og fagforeninger, der står for planlægning af møder, events og konferencer.
For at se og høre om Sønderborgs fortrin, foregår konferencen Planner Days 2022 den 4. og 5. maj i Sønderborg, hvor deltagerne blandt andet skal se og opleve Alsik, Sergenten, Multikulturhuset, Alsion, Hotel Sønderborg Strand, Sønderborg Teater og Sønderborg Slot.
Det glæder Kjeld Stærk, formand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst.
– Vi er altid glade for muligheden for at sætte Sønderborg-området på landkortet, og her får vi en super mulighed for at vise vores fremragende møde- og konferencefaciliteter frem. Planner Days bliver dermed et godt vindue for at øge vores erhvervsturisme, fordi deltagerne kan se den bredde af muligheder, vi kan byde på, når vi løfter i flok og kan levere faciliteter til mange forskellige typer af events, der ligger utrolig tæt på hinanden, siger han.
Organicer, Danske Konferencecentre og Click Institute står bag Planner Days, som hvert år besøger nye områder. I 2022 er Sønderborg Kommune sammen med nogle af de store hoteller værter for arrangementet.
Formålet er at vise mulighederne frem uden for Hovedstaden, og det ser Bjørn Allerelli Andersen, næstformand for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, mange muligheder i.
– At komme fysisk til Sønderborg gør, at deltagerne ved selvsyn kan se de fantastiske omgivelser – både omkring bygninger og lokaler – men også alt det uden om. For efter en kort gåtur er du tæt på vandet, stranden eller kan stå midt i en historisk plet, og det gør, at vi i Sønderborg kan byde på så meget mere end bare konferencefaciliteter. Og så er det jo også nemt at komme hertil med bil, tog eller fly, for infrastrukturen er også på plads, siger han.