I anledningen af, at Sønderborg bliver målby for Tour de France Grand Départ i 2022, sættes der nu yderligere fokus på en øget samhandel med det franske marked.
Gennem et erhvervsevent med oplæg fra lokale virksomheder og Frankrig-eksperter kan Sønderborg-områdets virksomheder få inspiration til, hvordan de enten kan komme ind på det franske marked eller øge samhandlen generelt.
Formanden for Erhvervsudvalget, Gerhard Bertelsen, ser et erhvervspotentiale i cykelløbet i 2022:
– Vi ser det som en gylden mulighed for vores erhvervsliv, at et stort antal turister, erhvervs- og pressefolk rammer Sønderborg i forbindelse med Tour de France i 2022. Derfor vil vi gerne forberede de erhvervsdrivende på bedst mulig vis, så potentialet for samhandel med det franske marked kan udnyttes.
Også næstformanden for Erhvervsudvalget, Heidi F. Jørgensen, ser Frankrig som en god mulighed for mere samhandel:
– I både import- og eksportsammenhænge er Frankrig et oplagt valg, da det er et stort uudnyttet marked. Frankrig er den næststørste økonomi i Europa, og med Sønderborg-områdets brede pallette af virksomheder vil vi gerne afholde et inspirationsevent med introduktion til Frankrig. Kulturen og sproget kan dog ses som barrierer, så det vil vi gerne dæmme op for med vores erhvervsevent.
Eventet finder sted d. 30. juni 2021 kl. 15.30-18.00 på EUC Syd og arrangeres af Sønderborg Kommunes Erhvervsservice.
Grundet coronasituationen kræves tilmelding på sonderborg.dk/frankrig senest d. 24. juni 2021.
Gyldigt coronapas er ligeledes påkrævet for at deltage.