I foråret besluttede Børne- og Uddannelsesudvalget, at der skulle udarbejdes et forslag til et børneunivers i Rinkenæs. Siden har formandskabet i udvalget holdt to møder med Rinkenæs Skoles bestyrelse og forældrerådet i Børnehuset Rinkenæs om mulighederne for et børneunivers i byen.
På møderne var der opbakning fra ledelserne, medarbejderne og forældrerepræsentanterne til processen for etablering af et børneunivers.
Det glæder Jesper Smaling, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, at man nu kan tage næste skridt i processen og sende forslaget i høring hos bestyrelserne.
– Der har været en tæt dialog mellem skolebestyrelsen på Rinkenæs Skole, forældrerådet i Børnehuset Rinkenæs og formandskabet i Børne- og Uddannelsesudvalget. I den dialog er vi blevet styrket i, at et børneunivers i Rinkenæs kan sikre gode og trygge overgange for alle børn samt understøtte børnefællesskaberne i lokalområdet. Det er vigtigt for Byrådet at have et stærkt børneunivers i byen, for det styrker Rinkenæs og gør byen endnu mere attraktivt for tilflyttere, som der forhåbentlig kommer flere af de næste år med de store boligprojekter, der er på vej, siger han.
Der er også tilfredshed med processen hos formanden for skolebestyrelsen, Martin Lund.
– Jeg er glad for, at det endelig lykkedes at komme i gang med et børneunivers i Rinkenæs. Vi hører fra de andre børneuniverser i kommunen, at det har givet et løft både for skole og børnehave med fordele for både børn, ansatte og forældre. Erfaringer vi også gerne skulle høste frugten af i udviklingen af vores børneunivers. Et samlet og styrket tilbud, hvor børn kan starte i vuggestue og slutte i 6. klasse, vil også være en fremtidssikring for dagtilbud og skole i vores skoledistrikt, det er jeg overbevist om, siger han.
Også formand for forældrerådet i Børnehuset Rinkenæs, Louise Clausen, bakker op om arbejdet.
– Forældrerådet i Børnehuset Rinkenæs ser frem til at arbejde sammen med skolebestyrelsen og Børne- og Uddannelsesudvalget omkring fremtidens børneunivers. Vores ønske for børneuniverset er, at det kan medvirke til, at det kan understøtte det gode børneliv og de nære børnefællesskaber ved at gøre overgangene i deres tidlige institutions- og skoleliv så trygge og gnidningsfrie som muligt. Derudover ser vi, at det også kan være med til fortsat at gøre Rinkenæs til en attraktiv og levende by for børnefamilier at slå sig ned i. Så alt i alt håber vi, at børneuniverset i Rinkenæs i sidste ende bliver godt – både for børnene og for byen, siger hun.
Der er høringsfrist den 19. september 2024, hvor først Børne- og Uddannelsesudvalget og derefter Byrådet skal godkende en etablering af børneuniverset. Udgangspunktet er en formel etablering af Rinkenæs Børneunivers pr. 1. januar 2025. Derefter skal der arbejdes videre med en fysisk sammenlægning på én matrikel.