Skulpturen er skabt af billedkunstner Ursula Nistrup og er kulminationen på kunstprojektet Skjulte Stemmer: Kvinder i Modstand under Anden Verdenskrig. Projektet har til formål at synliggøre de kvinder, som gjorde en indsats under modstandskampen.
Værket tager udgangspunkt i modstandskvinden Johanne Hansen fra Vollerup ved Sønderborg, men er samtidig tænkt som en hyldest til de mange kvinder over hele landet, der satte livet på spil for Danmarks frihed.
Udvalgsformand Daniel Staugaard glæder sig over, at Sønderborg nu danner ramme om et monument, der giver kvinderne en tydelig plads i den fælles historie.
– Kvinderne spillede en afgørende rolle i modstandskampen, men deres historier er alt for sjældent blevet fortalt. Med Vingekraft skaber vi et synligt og varigt mindested, som både ærer deres indsats og giver kommende generationer mulighed for at reflektere over mod, fællesskab og kampen for frihed. Det er vigtige emner også her i vores tid, siger Daniel Staugaard, der er formand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget.
Indvielsen markerer samtidig afslutningen på et flerårigt samarbejde mellem Sønderborg Kommune, Museum Sønderjylland, lokale historiske samarbejdspartnere og Sønderborg Kommunes Kunstråd.
– Kunst i det offentlige rum kan tilføre et sted nye lag af betydning. På Strandpromenaden bliver Vingekraft en del af et sted, mange allerede bruger og holder af. Værket tager samtidig afsæt i Johanne Hansen fra Vollerup – en lokal kvinde, der med mod og handlekraft blev en del af vores fælles historie. Det er noget af kunstens særlige kraft: Den kan udvide vores blik og gøre vores fælles fortælling mere nuanceret, siger Jesper Kock, der er næstformand for Kultur-, Handel- og Turismeudvalget.