Nye indsatser skal forbedre den mentale sundhed blandt unge

Ungeteamet i Sundhedscenteret sætter fra oktober 2020 to nye indsatser i spil, der skal være med til at forebygge mistrivsel og fremme den mentale sundhed blandt unge i kommunen.

Nu tilføjes der to nye indsatser til kommunens arbejde med at fremme den mentale trivsel og sundhed blandt unge. Det ene er et kursus for unge, der oplever symptomer på stress. Der er tale om et holdbaseret forløb under navnet ’Åben og Rolig’. Det andet er indsatsen ’Mental topform’, hvor kommunen vil opspore sårbare unge, der ikke trives og eventuelt er i risiko for at droppe ud af deres ungdomsuddannelse.
 
Sundhedscentrets Ungeteam har allerede en del gode erfaringer med at hjælpe unge, der har det svært. I to år har kommunen tilbudt gratis psykologhjælp til de 15- til 25-årige, hvilket har vist sig at være en stor succes, der løser et konkret behov blandt unge, der kæmper med forskellige problemstillinger, der påvirker deres mentale sundhed. Derudover har kommunen gennem netværket ’UngeLiv’ etableret et godt samarbejde med ungdomsuddannelserne, hvor der deles viden om de unges hverdag og virkelighed.
 
Det er blandt andet på baggrund af input fra netværket ’UngeLiv’, at Sundhedsudvalget nu sætter to yderligere indsatser i søen. Udvalgets næstformand Didde Lauritzen siger:
 
– Vi ved, at der er mange unge, der går rundt og har det svært, men måske ikke gjort noget ved det, før problemerne har vokset sig store. Takket være et godt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne kan vi gøre vores tilbud og indsatser så let tilgængelige, at mange flere får gjort noget ved det, der trykker, inden det udvikler sig, og de dropper ud af fx studiet. Med de to nye indsatser, får vi endnu flere redskaber til at vi endda kan finde dem, der ikke selv finder os. På den måde kan vi støtte dem, der vakler, inden de vælter.
 
Den samlede indsats til forbedring af unges mentale sundhed består således fremadrettet af netværket ’Ungeliv’, gratis psykologhjælp, kursusforløbet ’Åben og Rolig’ samt den opsporende og forbyggende indsats ’Mental topform’. Indsatserne løber i første omgang i en to-årig projektperiode.
 
FAKTA:

  • Sønderborg Kommunes sundhedspolitik bærer navnet ’Mod på mere sundhed’. ’Mental sundhed’ er et ud af fem fokusområder, der beskrives i politikken.
  • Sundhedsprofilundersøgelsen 2017 viste, at 12,8 pct. af borgerne i Sønderborg Kommune har dårligt mentalt helbred. Det var en stigning på 3,6 procentpoint siden 2013. Andelen var størst i de yngre aldersgrupper.

Kontaktinformation:

Næstformand Didde Lauritzen, tlf. 27 90 39 99, mail: dla@sonderborg.dk
Sundhedschef Michael Skriver Hansen, tlf. 27 90 72 29, mshs@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top