Ny uddannelse i Sønderborg åbner med stor succes

Digi Tech uddannelsen forener elevernes interesse for både mennesker, sundhed og teknologi og ruster dem til at implementere velfærdsteknologi på en meningsfuld faglig måde – enten for at forbedre borgernes livskvalitet og selvbestemmelse eller for at frigøre tid til omsorgs- og plejeopgaver, der er tæt på borgeren.

Den nye uddannelse er et samarbejde mellem SOSU Syd, EASV og Sønderborg Kommune, og den markerer et vigtigt skridt mod at styrke uddannelsestilbuddene i Sønderborg og understreger byens kapacitet til at imødekomme behovene inden for fremtidens social- og sundhedssektor.
Uddannelsen har ikke blot tiltrukket mange elever, men har også stor opbakning fra uddannelsessteder og potentielle arbejdsgivere i Sønderborg Kommune.

– Vi ser frem til at byde de kommende Digi Tech elever velkommen. Der er et klart behov for deres unikke færdigheder og perspektiver på vores plejecentre, og vi ser frem til at følge og understøtte deres arbejde med at implementere velfærdsteknologi til gavn for borgerne sammen med det øvrige personale, siger Mie Märcher Russell, plejecenterleder Mølleparkens Plejecenter og Ulla Pedersen, plejecenterleder Hørup Plejecenter.

Hos SOSU Syd er underviserne begejstrede for at komme i gang i Sønderborg.

– Det er et virkelig spændende initiativ at være en del af. Vi glæder os til at byde de første 21 elever velkommen på Digi Tech uddannelsen her i Sønderborg. Det signalerer både opbakning til uddannelsen og den stigende interesse for at kombinere sundhedsfaglig ekspertise med teknologisk innovation lokalt. Vi vil arbejde for, at disse elever bliver pionerer for vores uddannelse, og vi er overbeviste om, at de vil bidrage til en fremtidssikret omsorgssektor, siger underviserne Maria Sørensen og Carina Beier.

Erhvervsakademi SydVest huser den nye uddannelse, og her glæder man sig også.  

– EASV Erhvervsakademi SydVest er stolt over samarbejdet med Digi Tech-uddannelsen på Alsion. Vores faciliteter vil understøtte et inspirerende læringsmiljø for eleverne, hvor de kan udvikle deres færdigheder og forberede sig til at imødekomme fremtidens behov inden for sundhedssektoren, siger Jesper Axelsen, Campuschef for Erhvervsakademi SydVest Sønderborg.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top