Ny sti for gående og cyklister skal skabe merværdi på Gråsten Havnefront

En dobbeltrettet sti for gående og cyklister integreret som en del af det kommende kystbeskyttelses-dige på Gråsten Havnefront. Dette projekt har Teknik-, By- og Boligudvalget sat i gang med 70.000 kr., som er afsat i budgettet for 2025-2028.

Derudover har Sønderborg Kommune afsat 7 mio. kr. til kystbeskyttelses-projektet, hvoraf 1,5 mio. kr. skal bruges på projekter, der er afledte af kystprojektet fx dele af cykelstien og arealet ved Sildekulevej.

– Vi skaber ikke kun kystbeskyttelse – vi opgraderer cykel- og gangstien, så vi får bedre rekreative arealer og et bedre byrum ved havnefronten. Med cykelstien får gående og cyklister bedre adgang til havnefronten, som vi arbejder videre med at opgradere, siger Asger Romme Andersen, der er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.

Sti bliver del af dige 
Udvalget har allerede godkendt opstarten af kystbeskyttelsesprojektet, og nu indledes forarbejdet med moderniseringen af stien. Den nye sti bliver tre meter bred og integreret i det kommende dige, hvilket giver bedre plads til bløde trafikanter.

– Ved at sammentænke klimatilpasning og byudvikling skaber vi et attraktivt nyt byrum for både borgere og turister. Det er vigtigt for mig at dette, men også fremtidige projekter, sker i tæt dialog med beboerne ved havnen, siger Daniel Staugaard, der er næstformand i Natur-, Klima- og Miljøudvalget.

Arbejdet vil ske i dialog med interessenter i området, og det færdige projektforslag vil blive præsenteret for borgere, der bor direkte ud til stiforløbet. Stien på knap 500 meter skal gå fra Emmas Have og frem til Gråsten Plejehjem.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top