Ny skolestruktur i Sønderborg er vedtaget

Ahlmann-Skolen og Humlehøj-Skolen nedlægges, og de to skoledistrikter samles i ét og tilknyttes en ny skole, som etableres på Humlehøj-Skolens matrikel fra den 1. august 2024. Det er konsekvensen af Byrådets vedtagelse af en ny skolestruktur i Sønderborg By.

–  Nu har Byrådet taget den formelle beslutning om at etablere en ny byskole i Sønderborg ved at samle de to skoledistrikter for Ahlmann-Skolen og Humlehøj-Skolen til ét distrikt. Det betyder, at vi kan fortsætte arbejdet og tage de næste skridt, så en ny byskole på Humlehøj-Skolens adresse kan åbne til sommer, siger borgmester Erik Lauritzen.
 
Den nye skolestruktur i Sønderborg By betyder blandt andet: 

  • Eleverne fra Ahlmann-Skolen og Humlehøj-Skolen undervises fra den 1. august 2024 på den nye skole.
  • Specialklasserækken på Ahlmann-Skolen undervises fra 1. august 2024 på den nye skole.
  • Modtagerklasser på Humlehøj-Skolen undervises fra 1. august 2024 på Ulkebøl Skole.
  • Der afholdes valg til skolebestyrelsen til den nye skole i foråret 2024 med tiltrædelse 1. august 2024.
  • Stillingen som skoleleder bliver opslået snarest og forventes besat 1. maj 2024.

Den nye byskole har arbejdstitlen “Midtbyskolen”, og arbejdet med at etablere den nye skole har været i fuld gang i flere måneder.

–  Vi er godt på vej med at etablere en ny, attraktiv folkeskole. I den inddragende proces med workshop skal vi blandt andet have fundet en profil for den nye byskole samt skolens fremtidige navn, som kommer på plads her i foråret. Det sker i tæt samarbejde med forældre, medarbejdere og elever fra de to eksisterende skoledistrikter. Det er vigtigt at sikre bred inddragelse og medejerskab ved alle interessenter for at kunne lykkes, og jeg har oplevet, at alle parter har været meget konstruktive i processen, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling.

Der er afsat 4 mio. kr. i 2024 og 4 mio. kr. i 2025 til processen med etableringen af den nye skole, som kan bruges til fysiske tilpasninger og evt. pædagogiske eller undervisningsmæssige tiltag. Der er også tilknyttet en arkitekt, som er inde over den fysiske del.
 

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top