Så er det atter tid til at hylde fritidsforeningernes særlige hjerteblod og initiativrigdom. Ved Sønderborg Kommunes årlige fritidsfest, der i 2023 foregår 24. marts, bliver der uddelt seks pengepriser. Det er derfor nu også tid til, at borgere og foreninger kan indstille kandidater i hver kategori.
Til næste år vil en ny pris se dagens lys i form af ”Årets Holdkammerat”. Den skal hædre de mennesker, der sætter det sociale fællesskab højere end egen personlig præstation.
– Det kan være ham eller hende, som glæder sig over andres præstationer, altid udviser fairplay og bidrager til fællesskabet på holdet eller i gruppen. Det er sådan en person, der altid er klar til at hjælpe andre. Som ser ud over egne behov, uddyber Peter Landergren, formand for Folkeoplysningsudvalget i Sønderborg Kommune.
De øvrige priser er fortsat årets ildsjæl, årets forening, årets nye initiativ, årets træner/leder, årets forening og årets talent.
Med hver pris følger en pengepræmie på 5.000 kroner. Hver indstilling skal have mindst to stillere og bør skrives som en motiveret tekst. Det vil sige, at man på nogle linjer uddyber, hvorfor lige netop den givne kandidat skal vinde. En jury udvælger herefter tre nominerede i hver kategori, der alle kommer op på scenen ved Fritidsfesten.
Du kan indstille dine kandidater på https://sonderborg.dk/oplev/forening/#foreningspriser
Om Fritidsfesten
Fritidsfesten hedder helt korrekt ”Folkeoplysningsudvalgets hædringsarrangement”. Det er Sønderborg Kommunes tak til de mange ildsjæles uvurderlige indsats gennem det seneste år.
Fritidsfesten 2023 foregår i Humlehøjhallerne 24. marts, hvor 500-600 deltagere nyder aftenen med musik, spisning og underholdning. Interesserede kan læse mere om indstillingen til priser samt Fritidsfesten på www.sonderborgkommune.dk/borger/fritidsfesten