Ny plan for ungekultur skal være med til at skabe bedre rammer for unge i Sønderborg Kommune

Sønderborg vokser og udvikler sig som studieby, og nu har Sønderborg Kommune godkendt sin anden Plan for Ungekultur. Planen er for årene 2025-2026 og har fokusområderne ’Ambitioner og muligheder for fremtiden’ samt ’Fællesskaber på tværs’.

Planen er udarbejdet i tæt samarbejde med en arbejdsgruppe bestående af unge i alderen 15-25 år, og den har til formål at sikre og styrke ungdomskulturen i hele Sønderborg Kommune.

– Det er fantastisk at se den positive udvikling, som studielivet i Sønderborg Kommune gennemgår i disse år. Vi skal derfor være med til at skabe rammerne for det gode ungdomsliv. Det glæder mig, at rigtig mange unge har deltaget i processen omkring en ungeplan, så vi kan skabe et miljø, hvor de har lyst til at studere, bo og leve, siger Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.

Planen indeholder en række handlinger, som bl.a. sætter fokus på at gøre de unge opmærksomme på de muligheder, der er indenfor uddannelse, job samt fritids-og kulturlivet. Det kan fx ske gennem et ambassadørkorps af unge og gennem en messe for frivilligt arbejde. 

Det skal også undersøges, om der kan laves et ’buddy-program’, som skal hjælpe internationale studerende med at finde nye fællesskaber. Der skal desuden holdes et årligt arrangement for alle studerende i Sønderborg Kommune med fokus på fællesskaber på tværs af uddannelserne.

– Vi vil gerne støtte de unge i en kultur, der skaber sammenhold på tværs af kommunen og uddannelserne. Med de konkrete forslag til handlinger kan vi i de kommende år arbejde videre mod at styrke ungdomsfællesskaberne i samarbejde med de unge, siger Thomas Worm Larsen, der er næstformand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.

Implementeringen af Plan for Ungekultur skal ske i samarbejde med de unge.
 

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top