Gravemaskinerne er i gang på Storegade 32, hvor en tom grund er ved at blive omdannet til en bypark, som skal understøtte bylivet i Nordborg By.
Pladsen har i mange år ligget ubenyttet hen og nu omdannes den til en bypark med pavilloner, beplantning og legeredskaber for de mindste børn. Pladsen er tiltænkt lokale, turister, dagplejemødre, udeundervisning på Nordalsskolen og til koncerter og arrangementer i forbindelse med byens festdage.
Udviklingen af byparken tager udgangspunkt i en borgergruppes idéer.
– Omdannelsen af den tidligere Fakta-grund til en attraktiv bypark er en del af udmøntningen af masterplanen, som vi i Udviklingsforum Nordals udarbejdede i foråret 2021 for at forskønne Nordals. Det er dejligt at se, at vi nu skridt for skridt får projekterne gennemført. Søparken ved Nordborg Slot blev indviet i 2021, og der er flere projekter på vej, siger Jimmy Simonsen, der er en af byrådets repræsentanter i Udviklingsforum Nordals.
Parken kommer til at indeholde en pavillon med borde og bænke, så den kan benyttes til ophold og madpakkehus. Den anden pavillon bliver indrettet med informationsplancher om Nordborg By og Naturpark Nordals. Begge pavilloner indrettes, så de kan benyttes til fx musik og arrangementer under høstdage og musikfestival. Desuden åbnes der op på grunden mod Nordborg Hallen, og der etableres en sti ned til Luffes Plads.
– Fra Nordborg Handel er vi meget begejstrede for, at pladsen kan anvendes til så mange forskellige formål, så den til daglig er til glæde for både vores kunder og turister. Derudover kan parken bruges under særlige festligheder i byen og dermed blive en del af begivenhederne, fortæller Per Møller, der repræsenterer Nordborg Handel i Udviklingsforum Nordals.
LabLand Arkitekter er valgt til opgaven med at udvikle området og er bygherrerådgiver på anlægget af pladsen, mens det er Fynsk & Søn A/S, der har entreprisen. Pladsen til i alt 3 mio. kr. forventes færdig i maj.
Udviklingsforum Nordals, som arbejder ud fra masterplanen Et helstøbt Nordals, har netop holdt statusmøde. Udviklingsforummet har følgende projekter på vej: Etablering af en springvandshave ved Ridepladsen i Nordborg og etablering af en eventyrsti og naturlegeplads i Nordborg.