En virksomhed har opført 15 større sommerhuse på Fiskerløkken i Mommark og ønsker at opføre yderligere otte sommerhuse. Den oprindelige lokalplan gav mulighed for at opføre 55 mindre sommerhuse i området, og en grundejerforening i det tilstødende sommerhusområde indgav derfor en klage til Planklagenævnet over projektet.
I maj 2021 gav Planklagenævnet grundejerforeningen ret i, at principperne i den oprindelige lokalplan ikke var fulgt, og dermed blev kommunens afgørelse ophævet. Derfor satte Sønderborg Kommune gang i en proces for at lovliggøre de opførte sommerhuse.
Nu har et flertal i Teknik-, By- og Boligudvalget godkendt, at sende et lokalplanforslag og et kommuneplantillæg for sommerhusområdet Fiskerløkken i høring.
– Det har været en lang proces, og nu sender vi en lokalplan i høring, hvor vi har forsøgt at lande lokalplanen ud fra de input, der har været i processen. Det har været vigtigt for os at tage mest mulig hensyn til de mange interessenter. Selv om vi ikke kan gøre alle tilfredse, så håber vi, at vi nu kan komme videre, for vi mener stadig, at det er vigtigt med flere sommerhuse på Als, så der komme flere turister til området. Nu ser vi fremad og modtager gerne høringssvar, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.
I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen for sommerhusområdet har der været et borgermøde og flere dialogmøder med de involverede parter.
Udvalget skulle desuden tage stilling til en ny vejføring til sommerhusområdet, så trafikken ikke skal gå gennem det eksisterende sommerhusområde. Flertallet i udvalget bestående af Slesvigsk Parti og Venstre valgte en vejløsning, der går fra Sarupvej, langs Fiskerløkken og derefter ind i det nye område. Det vurderes, at etablering vil koste ca. 4,7 millioner kroner.
Socialdemokratiet stemte for en anden vejføring, som også går fra Sarupvej men som har udgangspunkt tættere på Sarup og følger det gamle jernbanetracé til Fiskerløkken. Denne løsning vurderes til at koste 3,3 millioner kroner
– I udvalget er vi enige om lokalplanforslaget, som skal lovliggøre de nye sommerhuse. Vi har også stor forståelse for, at grundejerforeningerne i de nærliggende sommerhusområder, landsbylaugene og de lokale beboere har en bekymring for, hvor meget ekstra trafik det nye sommerhusområde vil tilføre. Derfor vil vi gerne finde en løsning med en ny vej, men vi ser i udvalget forskelligt på vejføringen, siger Kristian Beuschau, næstformand for Teknik-, By, og Boligudvalget.
Den nye vejføring kan realiseres, hvis der findes finansiering til projektet. Desuden skal der indgås frivillige aftaler med lodsejerne, da forvaltningen vurderer, at der ikke er hjemmel til ekspropriation af jorden til den nye vej.
Lokalplanen, som sendes i otte ugers høring, kan ses her: https://dagsordener.sonderborgkommune.dk/vis/pdf/bilag/7360a83b-6504-4ae9-adda-2e37f98ae07c/?redirectDirectlyToPdf=false