Børn, unge og familier der oplever udfordringer med fx sociale problemstillinger, angst, sorg eller har brug for anden hjælp fra Sønderborg Kommune får fremover primært hjælp på Borgmester Andersens Vej i Sønderborg. Det skyldes, at børneindsatserne på Kærvej er flyttet ud på Borgmester Andersens Vej, og dermed er alle Indsatser for Børn og Unge samlet ét sted.
Adressen på Borgmester Andersens Vej byder på endnu en stærk faktor, der kan hjælpe børn og unge med at få det bedre. For nærmeste nabo er Sønderskoven, og et par hundrede meter væk ligger både strand og vand samt Genfarmstien.
Sammenflytningen glæder formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling.
– Vi skal hele tiden tilrette vores indsatser, så de tilgodeser de behov børn, unge og familier har. Derfor er vi glade for, at vi kan samle kommunens Indsatser for Børn og unge på Borgmester Andersens Vej i én integreret enhed. For sammenlægningen vil fremme et tættere og mere effektivt samarbejde mellem enhederne, og det vil komme børn, unge og familierne til gode, at alle vores fagfolk under Indsatser sidder samme sted, siger Jesper Smaling.
For at skabe de optimale fysiske rammer på Borgmester Andersens Vej sker der både renoveringer og ombygninger. Den største del er renoveringen af den tidligere børnehave samt andre bygninger, der er ved at være afsluttet, men der er stadig ombygninger, der skal færdiggøres de kommende måneder, inden hele byggeprojektet er afsluttet.
De nye og renoverede faciliteter skal sikre den rette indsats og øget samarbejde til gavn for børn, unge og familierne. Ombygningen betyder også etableringer af mødelokaler, samværslokaler og Børnehuset. Der er afsat 3,1 mio. kr. til renovering og flytteomkostninger i forbindelse med sammenlægningen.
– Vores sigte med sammenflytningen er at skabe en mere effektiv anvendelse af ressourcer og faciliteter. Derfor optimerer vi de fysiske rammer, så de kan understøtte børne, unge- og familieindsatser samt tilknyttede rådgivningsfunktioner til gavn for både børn, unge og medarbejdere. Samtidig er sammenlægningen en del af kommunens mål om færre lejemål og bedre udnyttelse af egne bygninger, siger Jesper Larsen, næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Der arbejdes på at lave en indvielse af Indsatser for Børn og Unge i begyndelsen af 2025, når alle ombygninger og renoveringer er gennemført.
Sammenflytningen betyder samtidig, at bygningerne på Kærvej frigives, så de tyske daginstitutioner på Arnkilgade og Ringridervej kan flytte sammen der.