Kommunen sætter nye byggegrunde til salg i Vollerup

De sidste grunde i etape 1 på Johanne Hansens Vej i Vollerup blev solgt i 2020, og derfor besluttede Byrådet i Sønderborg Kommune at udstykke yderligere 19 byggegrunde i etape 2.

Efter byggemodning er grundene snart klar til salg, som åbner den 2. oktober 2020. Udstykningen er i lokalplanen udlagt til helårsboliger i form af åben-lav boliger, hvilket vil sige parcelhuse.

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, forventer stor interesse for udstykningen.

– Jeg er ikke i tvivl om, at der bliver rift om de nye byggegrunde, for vi har i de senere år mærket øget interesse for byggeri i Sønderborg Kommune. Samtidig er der få, ledige byggegrunde i Sønderborg by, og derfor er byggegrunde i Vollerup attraktive som en del af Sønderborgs nyeste bydel, fordi boligområdet ligger godt med en flot natur og åbne vidder omkring sig. Der er heller ikke så langt til Sønderborgs centrum, og der er kun et par kilometer til butikker, skole og børnehave, siger han.

Grundene vil komme i udbud på samme vis som kommunens øvrige udstykninger. Det sker fra den 2. oktober 2021 og fire uger frem på kommunens hjemmeside, hvor man som køber har mulighed for at byde på grundene og lave en prioritetsliste, såfremt man er interesseret i flere grunde. Der vil fremgå en mindstepris på grundene, og efter deadline vil grundene blive solgt til højstbydende.

I Vollerups nærområde ligger den 400 hektar store Sønderskov, og der er gode muligheder for at udfolde sig på mountainbike, ride i det lokale ridecenter eller dyrke anden idræt i lokalområdet.

– Salget af nye byggegrunde på Johanne Hansens Vej i Vollerup understøtter Byrådets vision om udvikling af byer og lokalsamfund. Derfor har vi også meget forskellige tilbud, som attraktive byggegrunde i bynære områder som Vollerup. Der er et aktivt lokalsamfund, og Vollerup er en attraktiv bosætningsby – tæt på Sønderborg, men også centralt i forhold til resten af Als og Sundeved i forhold til job og fritidsmuligheder, siger Erik Lauritzen.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top