– Den har været længe undervejs, den sti, men nu er den her, og den er virkelig fin. Der har været knaster undervejs og prisen steg, men jeg synes helt sikkert, resultatet har været det hele værd. Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune, er glad for den nye cykelsti mellem Elstrup og Fynshav, og hun deler gerne ud af sin begejstring op til den officielle åbning på mandag: – Placeringen af stien mellem Elstrup og Fynshav er resultat af en meget fin borgerinddragelse. Vi holdt først et borgermøde, hvor vi præsenterede et forslag, hvor stien skulle krydse Fynshavvej to steder. Løsningen var ikke optimal, og det fik vi da også bekræftet på borgermødet, hvor flere borgere udtrykte bekymring over, at cyklisterne skulle krydse den trafikerede vej. Så vi tog tilbage på kontorerne, ændrede linjeføringen og måtte se i øjnene, at det blev to mio. kr. dyrere. Det gik udvalget heldigvis med til, og på endnu et borgermøde bekræftede borgerne os i, at det var det rigtige. Og når jeg ser stien i dag, er jeg slet ikke i tvivl. Trafiksikkerheden er altafgørende, og stien skal jo ligge der i mange år. Den har været pengene værd, siger hun. Hvis man ved selvsyn og på egen cykel vil se og teste den nye sti, så er muligheden der nu hver eneste dag – men på mandag kl. 16 bliver det ekstra festligt, for da indvies stien officielt. Det foregår på Midtals Friskole i Helved, hvor der indledes med tale og snoreklip, inden stien prøves af med en cykeltur, der slutter tilbage på friskolen. Her har Sønderborg Kommune sørget for grillpølser, vand og øl til de fremmødte, mens Midtals Friskoles støtteforeninger sørger for, at der kan købes kaffe og kage.
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/images/f43f8e11-e640-bf20-77e0-cde74dfd04d6.jpg
|