|
Det kan man få svaret på, når Sønderborg Kommune inviterer til to identiske fyrtårnsinformationsmøder i Augustenborghallerne tirsdag den 8. september kl. 14-16 og søndag den 20. september kl. 13-15. – Selvom indholdet på møderne bliver præcis det samme, har vi valgt to forskellige dage og to forskellige tidspunkter for at give så mange som muligt lejlighed til at deltage. På møderne vil vi fortælle om fyrtårnsplanerne, og hvad det kommer til at betyde, når der over de næste 15 år investeres 250 mio. kr. i Hertugernes Augustenborg, siger borgmester Erik Lauritzen. Borgernes by Langt størstedelen af det store beløb skal bruges til den fysiske genetablering af Hertugernes Augustenborg. Det omfatter bl.a. renovering af de gamle hertughuse, istandsættelse af Storegade, Slotsallé, byens pladser, grønne arealer og slotsparken, ligesom genetableringen kommer til at omfatte alt lige fra beplantning og belægning til byinventar som lygter, bænke og skilte. Der er også øremærket penge til kultur- og erhvervsudvikling, for selvom målet er en dag at få Hertugernes Augustenborg optaget på UNESCO’s verdensarvsliste, handler det først og fremmest om, at Augustenborg skal være et godt og attraktivt sted at bo og leve. – Augustenborg skal ikke være et frilandsmuseum. Det er indbyggernes by, og byens liv og muligheder skal udvikles hånd i hånd med kulturmiljøet. Så vi skal skabe gode rammer for et aktivt handels-, kultur- og restaurationsliv og i det hele taget sikre alle de funktioner, der gør en by god at bo i. Derfor prioriteres de projekter, som indbyggerne peger på, meget højt, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget. På de to identiske informationsmøder vil der også være rig mulighed for at stille spørgsmål, komme med input eller bare få mere information om de emner, man er mest interesserede i. For efter et indlæg om fyrtårnet, står kommunen klar med fem forskellige fyrtårnsstande, hvor man kan få en god snak.
|