Der bliver travlt fredag den 5. marts 2021, når borgere på kommunale og private botilbud i Sønderborg Kommune skal vaccineres første gang mod Covid-19. I alt skal 371 borgere vaccineres, og de fordeler sig med 271 borgere, der bor på kommunale botilbud, samt 100 borgere, der bor på private botilbud. For at vaccinationerne kan finde sted tæt på de omgivelser borgerne kender, så sker vaccinationerne blandt andet på nogle botilbud. Helt konkret bliver der vaccineret på Hertughaven i Augustenborg, Gelerts Gård i Nybøl, Alssundværkstedet/BAS i Sønderborg, Løvkær på Kær, og Værkstedet Østerlund i Nordborg. – Det er en stor logistisk opgave at få alle ender til at nå sammen for at vaccinere gruppen af botilbudsborgere i kommunen samt borgere fra de private botilbud, men vi glæder os naturligvis til at få alle de sårbare borgere vaccineret, siger Helle Schultz, der er psykiatri & handicapchef i Sønderborg Kommune. Vaccinationen gives af praktiserende læger, og den gennemføres i et samarbejde med Region Syddanmark. |