Kampagne og kontrol skal stoppe spritkørsel

Stort set alle danskere tager afstand fra spritkørsel, men alligevel er der mange, der tager chancen. Sidste sommer sigtede politikredsene 1.028 personer for spritkørsel alene i juni og juli. De 93 blev sigtet i Syd- og Sønderjylland politikreds.

Nu hvor sommeren står for døren, er Sønderborg Kommune, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden derfor klar til at minde alle om, at man bør lade bilen stå, når man har drukket mere end én genstand. Kampagnen ”Klar til et pust?” vil kunne ses på plakater langs vejene.

Aase Nyegaard, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Sønderborg Kommune mener kampagnen er vigtig. Hun er glad for, at tilfældene af spritkørsel er faldende og går i den rigtige retning, hvor Sønderborg Kommunes tal følger den samme udvikling som resten af landet. En oplysningskampagne er med til at fastholde den gode adfærd.

– Det er godt, at spritkørsel bliver mere og mere socialt uacceptabelt. Vi er blevet bedre til at fortælle vores nærmeste, at det er en dårlig ide at sætte sig ind bag rettet, når man har drukket. Spritkørsel er alvorligt, for selv en genstand kan påvirke vores reaktionsevne og bedømmelse i trafikken. En spritbilist er en spritbilist for meget, derfor bakker vi naturligvis op om kampagnen, udtaler Aase Nyegaard

Er du i tvivl – lad bilen stå!
Selv om antallet af spritbilister på vejene er faldet hen over årene, er spritkørsel stadig et problem for trafiksikkerheden.
I en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i 2020, svarer 8 % af bilisterne, at de inden for det seneste år har kørt bil, selv om de var i tvivl om deres promille. Blandt mændene er det 10 %, og værst ser det ud blandt de 17-35-årige, hvor 16 % har kørt afsted, selv om de var usikre på, om de havde drukket for meget.

– Er du det mindste i tvivl om din promille, så lad bilen stå. Det kan være ekstremt risikabelt at køre. Du risikerer at skade dig selv eller andre, blive sigtet for spritkørsel og miste kørekortet. Så før du drikker den første genstand, så få planlagt, hvordan du kommer sikkert hjem fra middagen eller festen, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Gode råd:
Overvej altid, hvordan du kommer hjem fra en fest, hvis du tager bilen. Der er større chance for, at du handler fornuftigt, hvis du har overvejet situationen, mens du var ædru.
Hvis du får gæster på besøg, så spørg dem, hvordan de kommer hjem, før I nyder den første genstand. Server drikke uden alkohol til dem, der er i bil.
Se her hvad straffen er for spritkørsel: https://www.sikkertrafik.dk/raad-og-viden/i-bil/spirituskoersel

Undersøgelse: Især unge mænd tager chancen og kører, når de har drukket alkohol:
Har du inden for det seneste år kørt bil som fører, selv om du måske havde drukket mere alkohol end det tilladte? Procentandel der svarer ja:

  • Alle: 8 %
  • Mænd: 10 %
  • Kvinder: 5 %
  • 17-35-årige: 16 %
  • 36-50-årige: 9 %
  • 51-65-årige: 2 %

(Kilde: undersøgelsen er gennemført af Plan Gruppen for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden i 2020 blandt 2.238 bilister).

Fakta: Sigtede for spritkørsel fordelt på politikredse:
Så mange har politiet sigtet for spritkørsel i juni og juli 2020 (kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter):

  • Nordjylland: 138.
  • Østjylland: 71.
  • Midt- og Vestjylland: 134.
  • Sydøstjylland: 97.
  • Syd- og Sønderjylland: 93. kommunikationsafd.
  • Fyn: 93.
  • Sydsjælland og Lolland-Falster: 51.
  • Midt- og Vestsjælland: 102.
  • Nordsjælland: 62.
  • Københavns Vestegn: 53.
  • København: 122.
  • Bornholm: 12.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen