Medarbejdernes travlhed i weekenderne i hjemmeplejen har været stor efter besparelserne i 2023. Det viser tilbagemeldinger fra medarbejderne i hjemmeplejen, derfor har Social-, Senior- og Handicapudvalget besluttet at rulle en af besparelserne tilbage i hjemmeplejen fra weekenden i uge 25.
– Besparelserne har ramt hjemmeplejen hårdt, men nu prioriteres der 2 millioner kroner årligt til at øge den visiterede tid til borgerne i weekenderne. Dette skridt er afgørende for at sikre, at ældre borgere får den nødvendige pleje og omsorg, uanset hvilken dag det er. I Sønderborg Kommune ønsker vi at fastholde et højt serviceniveau og sikre trivsel for både borgere og medarbejdere, fortæller Stefan Lydal, formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget.
Beslutningen er et resultat af en tæt dialog med medarbejderne. Efter at have lyttet til deres bekymringer og erfaringer har kommunen taget skridt til at forbedre arbejdsvilkårene. Med mere tid til opgaverne ved den enkelte borger kan medarbejderne nu fokusere på kvaliteten af plejen og skabe bedre resultater.
– Vi lytter til medarbejderne, der siger, at de har for travlt i weekenderne. Det gør vi noget ved – ikke mindst for borgerne – men også for medarbejderne, for det er dem, der leverer servicen i hjemmeplejen. Og ved at lytte skaber vi mere kvalitet og nærhed i ældrepleje, når medarbejderne får mere tid til opgaven ved den enkelte borger, siger Preben Storm, næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget.