Slots- og Kulturstyrelsen har givet Sønderborg Kommune dispensation til belysning på to af slottets facader. Det betyder, at der kommer belysning slottets øst- og nordfacader – det er facaderne med hovedindgangen, og facaden ud mod Slotskajen.
– Jeg er meget tilfreds med, at Slots- og Kulturstyrelsen har givet en dispensation til belysning på to af slottes facader. For en belysning af Sønderborg Slot er med til at skabe fokus på den historiske bygning, som jo vartegnet og den mest markante bygning i Sønderborg by, siger Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kultur-, Idræt-, Handel- og Turisme.
Styrelsens begrundelsen for at give lov til facadebelysningen er, at det kan være med til at øge interessen for og formidlingen af stedet. For styrelsen er det dog vigtigt, at belysningen kun finder sted i begrænset omfang og inden for fastsatte tidsrammer. De perioder, hvor det vil være muligt at tænde for facadebelysningen er december, vinterferien, efterårsferien samt otte selvvalgte dage.
Facadebelysningen vil bestå af en diskret grundbelysning, som kan reguleres efter årstiderne. Lyset er varmt hvidt med god farvegengivelsesevne.
Nu skal belysningen på østsiden afprøves, og det er facaden med hovedindgangen til slottet. Det sker onsdag den 18. august mellem kl. 20.30 til cirka midnat.
– Jeg glæder mig over, at vi nu er ved at være i mål. Nu skal vi have afprøvet belysningen og finde de rette løsninger, så vi får lys på det smukke slot. Det vil blive en attraktion i sig selv, og det vil helt klart være med til at højne interessen for slottet og gøre hele havnemiljøet endnu mere attraktivt, siger Jesper Kock, der er næstformand for Udvalget for Kultur-, Idræt-, Handel- og Turisme.