Frivillighedsfesten bliver aflyst i år

Forbuddet mod store forsamlinger gælder indtil 31. august 2020, og frivillighedsdagen med den tilhørende fest skulle ha’ fundet sted 25. september.
 
– Det er i hele den periode, hvor vi egentlig skulle planlægge festen, usikkert, hvor mange der må samles, og hvordan retningslinjerne ser ud i september. Så vi har ikke set anden udvej end aflyse Frivillighedsdagen og –festen, selv om det ikke har været nogen nem beslutning. Men ud fra et forsigtighedsprincip mener vi, det er den ansvarlige beslutning, siger Helge Larsen, formand for Sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune.

– Der kan blive ændret på forsamlingsforbuddet 31. august, men netop ud fra et forsigtighedsprincip finder vi det ikke forsvarligt så kort tid efter at samle så mange mennesker på ét sted. Man skal tænke på, at en stor del af deltagerne i Frivillighedsdagen er i risikogruppen. Derudover er der en risiko for, at forbuddet bliver forlænget. Set i det lys finder vi det også mest ansvarligt at aflyse nu, inden der bliver brugt mange ressourcer på planlægningen – til gengæld glæder vi os rigtig meget til at kunne hylde de frivillige på Frivillighedsdagen den 24. september 2021 –  tilføjer Sundhedsudvalgets næstformand, Didde Lauritzen.
 
Frivillighedsprisen
Selv om Frivillighedsdagen er aflyst, ønsker Byrådet uændret at anerkende det store frivillige sociale engagement blandt borgere i Sønderborg Kommune ved at uddele kommunens årlige Frivillighedspris. Og Byrådet har i år valgt at sætte Frivillighedsprisen op til 20.000 kr.
 
Frivillighedsprisen 2020 er uændret på 10.000 kroner og gives til én eller flere ildsjæle, der har gjort en særlig indsats inden for det frivillige sociale og sundhedsfremmende arbejde. Den ekstraordinære frivillighedspris – også på 10.000 kr. – gives til én eller flere ildsjæle, der har ydet en særlig indsats inden for det frivillige sociale område under Corona-perioden.
 
Priserne overrækkes af medlemmer fra Sundhedsudvalget i Frivillighedens Hus på den nationale Frivillighedsdag, fredag den 25. september 2020.
   
Alle kan indsende forslag til, hvem der fortjener frivillighedsprisen inden for det frivillige sociale og sundhedsfremmende område.
 
Forslag med en kort begrundelse mailes senest 1. september 2020 til frivillighedskonsulent Johnny Gammelgaard Alfsen på mail: joal@sonderborg.dk

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top