270.000 kroner bliver til et hav af arrangementer i tiden op til cykelløbet Tour de France, der kommer til Sønderborg den 3. juli. Det står klart efter behandling af ansøgningerne til Vores Tour-pulje, hvor foreninger, organisationer, institutioner med flere kunne søge om tilskud til arrangementer og aktiviteter, der har med Tour de France i Sønderborg Kommune at gøre.
I alt har 41 projekter fået tilskud fra Vores Tour-puljen, og de bliver alle til arrangementer og aktiviteter i 100 dages-programmet fra den 23. marts til 3. juli.
Den store interesse glæder borgmester Erik Lauritzen.
– Vi er meget tilfredse med den store interesse, for det viser, at rigtig mange foreninger ønsker at være en del af Tour de France-festen i Sønderborg Kommune. Jeg er glad for, at vi kan støtte så mange, vidt forskellige aktiviteter, som er med til at sætte Sønderborg på tour-landkortet. Det gør, at vi får den store, gule folkefest op til selve cykelløbet, som vi har håbet på, så det bliver meget mere end et program på selve løbsdagen. Så vi giver borgere og turister en god tour-oplevelse i Sønderborg Kommune før etapens afvikling, siger han.
Der er blandt andet tale om ”Vi cykler i sengen” arrangeret af Nyreforeningen, Tour de Nøffel arrangeret af Lokalråd Nybøl/Stenderup, Tur de Nordals arrangeret af Svenstrup Cykelklub, Bike Tour Challenge Sønderborg arrangeret af BFC Sport, På cykel gennem Sønderjylland – Cyklingens sønderjyske historie arrangeret af Museum Sønderjylland, fællessang på Rønhaveplads arrangeret af Det Sønderjyske Sangcenter og meget andet. I alt er der kommet 54 ansøgninger til Vores Tour-puljen.
Projektleder for Tour de France i Sønderborg Kommune, Bente Blenstrup, fortæller, at mere er på vej.
– Hele kommunen bakker op om Tour de France med mange, lokale arrangementer – også i byer og landsbyer, der ikke ligger tæt på selve ruten. Og vi kan se og høre, at der er endnu flere aktiviteter og arrangementer på vej, der bliver til en del af 100 dages-programmet, siger hun.
Sønderborg Kommune samler en lang række Tour de France relaterede aktiviteter i et 100-dages program, og man kan altid holde sig opdateret om arrangementer på hjemmesiden: www.sonderborg.dk/tour.