Flertal af forældre bakker op om frokostordninger i daginstitutionerne

Afstemning om frokostordninger i daginstitutionerne i Sønderborg Kommune viser, at langt de fleste forældre ønsker, at deres børn får tilbudt frokost som en del af hverdagen i dagtilbuddet.
 
På baggrund af afstemningen bliver børnehavegrupperne i Nydam Børnehus, på Rådyrvej, i Nybøl og i Nejs samt vuggestuen i Kværs fremover også en del af frokostordningen. Dermed kommer 37 af kommunens 39 daginstitutioner med i frokostordningen.
 
– Resultatet viser, at mange forældre ser værdi i, at frokosten er en integreret del af hverdagen i daginstitutionen. Det giver børnene et fælles måltid og skaber gode rammer for både trivsel og fællesskab, siger Jesper Smaling, formand for Børn-, Skole- og Familieudvalget. 

Sønderborg Kommune er nu i gang med at afdække de praktiske konsekvenser af, at flere institutioner bliver en del af ordningen.
 
– Vi er naturligvis glade for den store opbakning fra forældrene. Nu skal vi sikre, at vi får de nødvendige løsninger på plads, så overgangen til frokostordningen bliver så smidig som muligt for både børn, forældre og medarbejdere, siger Susanne Blegvad Posselt, næstformand for Børn-, Skole- og Familieudvalget. 

Allerede nu står det klart, at der er kapacitetsmæssige udfordringer i forhold til at håndtere frokostordningen i Nydam Børnehus og på Rådyrvej. Derfor tager politikerne på udvalgsmødet i oktober hul på opgaven med at se ind i mulige løsninger.
 
Derudover forventes det, at der skal investeres i hårde hvidevarer i de fem nye afdelinger, der kommer med i ordningen. Forvaltningen vurderer, at udgifterne kan håndteres inden for den eksisterende økonomiske ramme.
 
De nye frokostordninger træder i kraft efter de gældende regler for området og i takt med, at de praktiske forhold er på plads.
 
Børnehuset Parken har rejsegilde
Det kan dog tage tid at få opdateret faciliteterne. I Børnehuset Parken stemte forældrene i både vuggestuen og børnehaven for godt to år siden ja til en frokostordning. Nu er byggeriet af en ny køkkentilbygning nået så langt, at der kan fejres rejsegilde torsdag den 10. september. Når det nye køkken står færdigt, bliver det muligt at tilberede mad til alle børn i huset. I dag laves der kun mad til vuggestuebørnene.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top