Det skal være nemmere at køre sammen på arbejde

I Sønderborg Kommune findes der knap 39.200 privatejede biler, som for manges vedkommende hver dag bliver brugt til at køre til og fra arbejde med én passager.
 
Det vil Natur-, Klima- og Miljøudvalget gerne lave om på. Derfor har udvalget på sit seneste møde besluttet, at der skal igangsættes en indsats, så det bliver nemmere for Sønderborg Kommunes borgere at finde andre at køre sammen med til og fra arbejde.

– CO2-udledningen fra persontransport i biler er en af de helt store udfordringer at få reduceret. For at lægge låg på stigningen i antallet af biler på vejene vil vi derfor gerne gøre det lettere at koordinere fælleskørsel for især pendlere til arbejde og uddannelse. Det vil vi gerne understøtte ved at skabe en bedre platform for Sønderborg Kommunes borgere, hvor det bliver nemmere at finde andre at køre sammen med, siger Asger Romme Andersen, der er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.  

Udvalget har besluttet, at midlerne til en løsning skal indgå i de kommende budgetforhandlinger. Hvis pengene sættes af, kan forvaltningen arbejde videre med en app-løsning.

– Lige nu ser vi stigende energipriser på benzin og diesel. Derfor vil det være oplagt at hjælpe kommunens borgere til at finde andre at køre sammen med. Det vil spare borgerne for penge, og klimaet bliver sparet for CO2-udledning. Derfor skal vi nu kigge på, hvordan vi kan lave nogle tiltag, der kan hjælpe borgerne. Det skal blandt andet ske i samarbejde med Sønderborg Kommunes store virksomheder, siger Daniel Staugaard, der er næstformand i Natur-, Klima- og Miljøudvalget.  

Udvalget godkendte i marts 2022 Handleplanen for grøn omstilling af persontransport, der er en del af ProjectZeros Masterplan2029. Handleplanen viser, at der er en stor opgave i at reducere udledningen fra persontransport. Hvis målet skal nås, så skal blandt andet persontransporten i Sønderborg Kommune reduceres.
 
Arbejdet med at nå i mål som Europas første CO2-neutrale område i 2029 er forankret i ProjectZero. Delmålet på 50 procent reduktion blev nået i 2020, og mere samkørsel er én af de tiltag, som skal reducere CO2-udledningen yderligere.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top