200 deltagere dyster onsdag 21. juni mod hinanden i gadefodbold på asfalten ved Mejeriet i Sønderborg i Det Jyske Mesterskab i Ombold. Holdene kommer fra hele landet. Det er andet år, at Sønderborg støtter aktivt op om konceptet, der hedder Ombold. Sidste års deltog ti hold, mens der i år er tilmeldt 24 hold fra hele Danmark. Heraf er de fem hold fra Sønderborg og omegn. Der spilles på to baner mod sidste års ene. Siden sidste års stævne har Sønderborg Kommune og Sønderborg Boldklub arbejdet sammen om at inkludere spillere fra målgruppen i den lokale fodboldklub. Netop det giver spillerne livsglæde. Det gør godt i både krop og hjerne. – Det betyder meget for mig at være startet til ombold i Sønderborg Boldklub. Det er med til at holde mig aktiv, og jeg undgår at gå hjemme hele dagen. Jeg er frisk og glad, når jeg har været til træning og ser frem til stævnerne, vi deltager i. Fællesskabet på vores hold i klubben er rigtig godt, siger Adam Petersen, spiller på Sønderborg Boldklubs Ombold-hold. Vigtigt med sociale fællesskaber Ombold sætter netop fællesskabet og de gode oplevelser i højsæde. Det handler først og fremmest om at være med, hvilket er en af grundpillerne i idræt. Derfor er Sønderborg Kommune glad for igen at være vært for et mesterskab, der skaber glæde hos en gruppe mennesker, som ofte har andet at kæmpe med i dagligdagen. – I Sønderborg Kommune går vi op i, at alle skal kunne være med i et socialt fællesskab. Det er vigtigt, at vi også husker de medborgere, der har det så svært i dagligdagen, at de risikerer at isolere sig selv. De er ikke vant til at komme i vores foreninger på samme måde som andre. Her løfter blandt andet Sønderborg Boldklub en stor og vigtig opgave, udtaler Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune. Han åbner mesterskaberne 21. juni. Ombold skaber fællesskab En fællesnævner for spillerne er, at de ikke passer ind i den traditionelle foreningsidræt, men gerne vil spille fodbold og være sociale med ligesindede. I ombold bliver alle spillere set som engagerede mennesker, der er en del af et landsdækkende fodboldfællesskab, hvor man bidrager ved at være fodboldspiller, heppe på holdene eller udføre frivilligopgaver. – Fodbold skaber fællesskaber, og vi kan se, at fællesskaber er med til at skabe positive livsforandringer for vores spillere, der ofte har en masse problemer at slås med. Tilslutningen til vores aktiviteter og stævner, særligt Det Jyske Mesterskab, er stor, og det viser, at udsatte mennesker både kan og ønsker at være en del af idrætsfællesskaber, når rammerne er tilpasset deres behov, fortæller Martin S. Pedersen, direktør i Ombold. Der er fri adgang for publikum. Arrangørerne håber på, at mange har lyst til at komme og heppe på spillerne. Praktisk info Tid: Onsdag 21. juni 2023 klokken 10.45 – 16 Sted: Mejeriet, Løngang 2, 6400 Sønderborg Mere info: www.ombold.dk Fakta om Ombold Ombold er en NGO. Det er et forandringsskabende og inkluderende fodboldfællesskab for mennesker i udsatte positioner. Det kan være mennesker, der kæmper med misbrug, hjemløshed og/eller psykisk sårbarhed. Ombolds aktiviteter danner grobund for positiv udvikling i forhold til både fysisk og mental sundhed. Under mottoet ”Fodbold, Fællesskab og Forandring” har Ombold siden 2003 engageret og aktiveret over 20.000 voksne, som ikke naturligt opsøger eller er en del af almindelige idrætsforeninger. Spillerne deltager blandt andet i træning, stævner og mesterskaber. Alle i Ombold er engagerede fodboldboldspillere eller frivillige, der er en del af et landsdækkende fodboldfællesskab, hvor man bidrager med det, man kan. Ombolds ambassadørkorps tæller blandt andre Michael Laudrup, Stig Tøfting og Kim Vilfort. Læs mere på www.ombold.dk.
|