Over to dage i marts 2025 vil Sønderborg Musikskole og Koncertsalen Alsion blive fyldt med talenter indenfor ballet og moderne dans, når Den Danske Balletpris foregår på Sønderborg Musikskole og i Koncertsalen Alsion.
Arrangementet finansieres af foreningen Den Danske Balletpris, ved deltagerbetaling og værtskommunen. Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab støtter arrangementet med 69.625 kr.
– Vi værner både om talentudvikling og støtte til unikke events. Med Sønderjyllands Danseakademi styrker vi balletten i regionen og skaber rammer for unge talenter. Den Danske Ballet pris harmonerer på smukkeste vis med vores visioner for området, og jeg er utrolig stolt over, at foreningen har valgt at placere næste års begivenhed i Sønderborg. Det er derfor helt naturligt for os at bakke op om arrangementet, siger Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.
Arrangementet består af workshops om lørdagen på Sønderborg Musikskole, mens konkurrencen foregår i Koncertsalen Alsion om søndagen. Her åbnes dørene også for publikum. Deltagerne er børn og unge fra hele landet, som samles om ballet og moderne dans/contemporary.
I april 2023 indviede Sønderborg Kommune Sønderjyllands Danseakademis nye danseskole ved Sønderborg Musikskole.
– Vi prioriterede netop en ny balletskole til Sønderjyllands Danseakademi for at styrke forholdene for ballet i hele Sønderjylland og skabe gode rammer, så børn og unge kan udvikle deres talent. Jeg er glad for, at Den Danske Balletpris har lagt mærke til vores investering i fremtidens ballettalenter, siger Thomas Worm Larsen, der er næstformand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab.