Biblioteket Gråsten flytter til nye lokaler

Biblioteket Gråsten flytter til nye lokaler

I forbindelse med at Ahlmannsparken i Gråsten renoveres, flytter biblioteket til nye lokaler. Biblioteket Gråsten holder derfor lukket fra og med mandag den 2. juni indtil onsdag den 1. juli 2020, hvor det nye bibliotek genåbner for borgerne.

Siden første spadestik i september 2019 har ombygningen af Ahlmannsparken været i fuld gang. Bygge- og renoveringsprojektet nærmer sig næste skridt, som indebærer, at biblioteket kan flytte ind i nye lokaler.
 
Fra og med tirsdag den 2. juni holder biblioteket i Ahlmannsparken lukket, mens inventar og materialer flyttes. Biblioteket flytter ind i det, der tidligere var Ahlmannsparkens cafeteria. Lokalet har gennemgået en omfattende renovering og er udvidet med en tilbygning.
– Ahlmannsparkens udbygning og renovering er en styrkelse af kulturlivet i Gråsten. Både den nye Multisal og udbygningen af biblioteket med den nye beliggenhed er gode og fremadrettede løsninger for området, siger Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget Kultur, Handel, Idræt og Turisme.
 
Det nye lokale
Biblioteket Gråsten er klar til at genåbne onsdag den 1. juli 2020. Lammhults Biblioteksdesign har indrettet det nye bibliotek, og borgerne vil møde et nyt bibliotek med plads til inspiration, fordybelse og aktivitet og et design, der lukker naturen indenfor. Hele byggeprojektet i Ahlmannsparken forventes at være færdigt i november 2020.
 
Afhentning af reserverede materialer i lukkeperioden
I lukkeperioden kan afhentning og aflevering af materialer foregå på et af kommunens øvrige biblioteker. Materialer reserveret til afhentning på Biblioteket Gråsten vil i perioden automatisk blive sendt til afhentning ved hovedbiblioteket i Multikulturhuset i Sønderborg. Den enkelte låner kan selv ændre afhentningssted til et andet bibliotek via bibliotekets hjemmeside og app eller ved at ringe til biblioteket i åbningstiden. Den sidste dag, der kan hentes materialer i Gråsten, er fredag den 29. maj.
 
Særlige omstændigheder pga. covid-19
På grund af de særlige omstændigheder i forbindelse med covid-19 holder bibliotekerne i Sønderborg Kommune åbent med nødberedskab. Det betyder, at kun bibliotekerne i Nordborg, Gråsten og Sønderborg har åbent for udlån og aflevering. Nødberedskabet fortsætter, indtil der er nye eller andre gældende retningslinjer fra myndighederne om landets genåbning.  Biblioteket Sønderborg vil løbende oplyse om åbningstider og ændringer i borgernes adgang til bibliotekerne på bibliotekets hjemmeside biblioteket.sonderborg.dk.
 
 

Kontaktinformation:

Stadsbibliotekar Carsten Nicolaisen, tlf. 27 90 60 00, mail: cnic@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top