Det summer allerede af liv, danseglæde og begejstring i Sønderjyllands Danseakademis nye lokaler på Skovvej 16 i Sønderborg, hvor akademiets 120 balletelever er flyttet ind. Nu vil danserne og Sønderborg Kommune gerne vise lokalerne frem for alle interesserede og inviterer derfor til officiel indvielse lørdag den 29. april fra kl. 12 til 15. Christel Leiendecker, formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, håber på stort fremmøde. – Alle interesserede er velkommen til at komme og se de nye, moderne dansesale i Sønderjyllands Danseakademi. Det nye, smukke hus skaber unikke rammer for balletten i Sønderborg og Sønderjylland, og de nye faciliteter giver balletten en god fremtid. Samtidig styrker vi faciliteterne på musikskolen, hvilket også har været et stort ønske. Det åbner nye døre for samarbejde mellem musikskole og balletskole, hvor det bliver muligt at afprøve og udvikle nye tværmediale formater, og vi på den måde understøtter mangfoldige fællesskaber i et spændende og nytænkende læringsmiljø. Jeg er glad for, at vi i Sønderborg Kommune satser på kulturen og giver unge mennesker i hele Sønderjylland en mulighed for at dyrke et aktivt fritidsliv, siger hun. Sønderjyllands Danseakademi er en tilbygning til Sønderborg Musikskolen på Skovvej 16 i Sønderborg, og den er den største balletskole i Sønderjylland. Tilbygningen er på 530 kvadratmeter, og den indeholder to balletsale, omklædningsrum, opholdsrum og kontor samt fire nye øvelokaler til musikundervisning. – Sønderjyllands Danseakademi er en af de største balletinvesteringer i landet de seneste år. Den nye balletskole vil også gøre Sønderborg mere interessant og attraktiv i forhold til at kunne tiltrække dygtige og kompetente dansere og instruktører fra både Danmark og udlandet, hvilket på længere sigt kan gøre Sønderborg til et kraftcenter og fyrtårn for dans. Løftet er både godt for de nuværende indbyggere i Sønderborg Kommune, men det er også vigtigt i vores bestræbelser på at tiltrække nye tilflyttere, når vi kan præsentere gode forhold for musik og dans, der ikke lige findes i nærheden, siger Thomas Worm Larsen, næstformand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab. Program for indvielsen: 12.00-13.30: Lokalerne er åbne. Det er muligt at overvære dansehold i gang med træning 13.30 Rundvisning i det nye hus ved musikskoleleder Allan Ørslev 14.00 Der serveres kaffe og kage 14.30 Officiel indvielse med taler og danseopvisning (foregår i Musikskolens koncertsal) 15.00 Tak for i dag
|