Augustiana byder på et sanseligt udstillingsår

Augustiana byder på et sanseligt udstillingsår

Augustiana byder på et sanseligt udstillingsår

KommuneNyheder - Augustiana byder på et sanseligt udstillingsår

Der er løfter om både umiddelbare sanseoplevelser og udfordring af intellektet i Augustianas udstillingsprogram for i år. Sæsonen byder på i alt fem udstillinger, hvoraf de første to er klar ved sæsonåbningen den 5. februar.

Augustiana har på kort tid markeret sig som et attraktivt udstillingssted med sine storslåede omgivelser og faciliteter.
– Rammerne er helt unikke, og det stiller krav til udstillerne og til vores valg af udstillere. Det Hvide Palæ er fredet, og med dets interiør af spejle, paneler, stuk og parketgulve er kunstnerne nødt til enten at vælge bevidst modspil eller respektfyldt, generøst medspil, siger Christel Leiendecker, formand for Sønderborg Kommunes udvalg for Kultur, Idræt og Medborgerskab.
– Samtidig sætter vi et højt ambitionsniveau på Augustiana og ønsker både internationalt udsyn, national gennemslagskraft og lokal relevans. I år er udvælgelsen af kunstnere yderligere påvirket af det nye naboskab til Augustenborg Art Project, der har fokus på unge og nyetablerede kunstnere. Jeg glæder mig til en meget spændende sæson på Augustiana og håber, at et stort publikum vil besøge både palæet og kunstparken, siger Thomas Worm Larsen, der er næstformand i udvalget.
Det er Christel Leiendecker, som holder åbningstalen i forbindelse med sæsonåbningen den 5. februar kl. 14.
De to udstillinger, der kan ses fra åbningsdagen, tager udgangspunkt i naturen. På palæets førstesal viser Lisbeth Eugenie Christensen sine formelle, naturinspirerede tegninger.
– Man kan sige, at kunstneren i miniformat spejler samspillet mellem Augustianas stringente, fornemme arkitektur og parken, skoven og fjorden udenfor. I stueetagen bliver naturens materialer i både konkret og overført betydning bragt ind i palæet i form af kunstneren Søren Assenholts værker, fortæller Hanne Lundgren Nielsen, kunstkonsulent i Sønderborg Kommune.
Hun fortæller, at materiale-sensibilitet – i højere grad end en genre eller et tema – har været den røde tråd i valget af udstillinger i år:
– I kølvandet på Corona har vi ønsket at fokusere på at give publikum sanselige kunstoplevelser. Det tror vi på, der er brug for. Samtidig er sanseligheden med til at understrege Augustianas særlige kvaliteter – beliggenheden, stemningen og ”venligheden” i Det Hvide Palæs indbydende rum, siger hun.
Kom og vær med
I tilknytning til årets udstillinger bliver der mulighed for at møde kunstnerne og deltage i aktiviteter med dem. Lisbeth Eugenie Christensen udbyder således to weekenddage med ”værkstedssamtaler”, hvor lokale kunstnere og elever fra Sønderjyllands Kunstskole inviteres til faglig sparring.
Sommerens store satsning tager udgangspunkt i, at Sønderborg den 3. juli er målby for tredje etape i årets Tour de France. Hele 10 danske og franske kunstnere er med i gruppeudstillingen ”In a Slow Manner”, som består af en række væghængte samt to- og tredimensionale skulpturer, skabt af tekstilmaterialer.
Udstillingen er kurateret af Henriette Noermark og skabt til Det Danske Hus i Paris. På grund af Corona blev den dog aldrig åbnet for det parisiske publikum. Nu får vi chancen i Augustenborg fra den 21. maj til den 7. august. Det er planen, at udstillingen suppleres med værker, der kan installeres udendørs i kunstparken.
I tilknytning til udstillingen inviteres der i samarbejde med lokale aktører til en række optaktsarrangementer med dansk/fransk tema.
Årets sidste to udstillinger på Augustiana åbner den 13. august. Lærke Lauta viser i palæets stueetage mediative malerier og videoprojekter, mens Vibe Bredahl på førstesalen præsenterer stedsspecifikke fund og værker med fokus på erindring og sansning.
Udstillingerne realiseres med generøs støtte fra Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond.
FAKTA
Augustiana Kunstpark og Kunsthal har til huse i en del af det tidligere Augustenborg Slot, som ligger smukt ved Augustenborg Fjord. Kunsthallen ligger i Det Hvide Palæ, som er bygget i 1790’erne og har været bolig for medlemmer af hertugfamilien, embedsbolig for herredsfogeder, borgmestre og overlæger. Palæet er fredet.
Foran palæet med smuk udsigt til fjorden ligger kunstparken, som altid er åben for offentligheden.

Fotos:
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/_compresseds/ac4440c3-b2a6-bdb5-f619-a36be1c44a2c.jpg

Et værk af Lisbeth Eugenie Christensen: Leaf IV fra 2021.
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/_compresseds/224a0c29-8907-26d7-e3f4-11bf21a4f0bb.jpg

Lisbeth Eugenie Christensen er kunstneren bag værket Red Sky, 2021.
https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/_compresseds/66d4e6e7-9a68-6a7e-18cd-db481604e65e.jpg

Søren Assenholts værker kan ses i stueetagen – her et eksempel: Double Wishbone, 2021.
 
 

Kontaktinformation:
Udvalgsformand Christel Leiendecker, tlf. 27 90 39 89, mail: cle@sonderborg.dk
Kunstkonsulent Hanne Lundgren Nielsen, tlf. 21 62 44 52, mail: hnnl@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Scroll til toppen