Augustenborg får nyt, topmoderne bibliotek

Augustenborg får nyt, topmoderne bibliotek

Biblioteket Augustenborg flytter ikke bare ud af skoleområdet og til en mere synlig og brugervenlig adresse på Stadionvej. Det indrettes også efter et nyt digitalt formidlingsprincip, hvor præsentationen har karakter af udstillinger. Det ventes klar til indvielse om ca. et år.

Biblioteket i Augustenborg går fra at være et traditionelt lokalbibliotek, gemt lidt af vejen på skolen, til et innovativt, nyt koncept med en beliggenhed, så det er nemt af parkere cykel eller bil og komme ind lige fra gaden. Med sin beliggenhed tæt på indkøbsmuligheder, hallen og skolen bliver det nye bibliotek et naturligt omdrejningspunkt i Augustenborg.
– Med flytningen til en central og let tilgængelig placering og med en opdatering til det mest moderne inden for biblioteksindretning kan biblioteksgæsterne i Augustenborg godt begynde at glæde sig. Augustenborg er det sidste sted, vi mangler for at nå i mål vores nye biblioteksstruktur med Multikulturhuset som lokomotivet og seks lokalbiblioteker med fleksible selvbetjeningsløsninger. Det nye bibliotek bliver meget andet og mere end et sted, hvor man låner og afleverer bøger: Det bliver en multioplevelse, og jeg er sikker på, at besøgstallet på Augustenborgs bibliotek vil stige, siger Stephan Kleinschmidt, formand for Udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme.
Udvalget er på sit seneste møde orienteret om status for flytningen af Biblioteket Augustenborg. Den nye adresse bliver Stadionvej 8, hvor børneinstitutionen Kernehuset tidligere lå. Institutionen er flyttet til skoleområdet, og begge dele er led i det store projekt ”Augustenborg Børneby”.
– Det bliver en fed oplevelse at komme på det nye bibliotek i Augustenborg. Expo-tankegangen er et brud med mere end 100 års opstillingssystemer på danske biblioteker med reoler og alfabetisk orden. Nu præsenteres ”varerne” efter tema, der er spændende infografikker og forsider, og lånerne skal ikke bekymre sig om den indviklede logistik og lagerhåndtering, som foregår bag kulisserne. Man kan godt sammenligne det lidt med at handle på nettet, og jeg håber virkelig, at også børn og unge vil tage det nye bibliotek til sig, siger Jesper Kock, næstformand i Udvalget for Kultur, Idræt. Handel og Turisme.

FAKTA

  • Ombygningen af Stadionvej 8 til bibliotek løber op i 3.350.000 kr.
  • Etableringen ventes gennemført ved udgangen af august 2022, således at indvielsen kan finde sted snarest derefter.
  • Et expo-bibliotek består af en samlingsenhed med inventar, skærm, grafiske produkter, udstillingsgenstande og anviste materialer, der styres digitalt.

https://mcusercontent.com/5f3762aadd5d312003cf9cc61/_compresseds/f80d65e0-7f57-4168-4a15-0194abd2dcc5.jpg
En visualisering af ankomstområdet i det kommende Biblioteket Augustenborg. Illustration: NERD architects
 

Kontaktinformation:
Udvalgsformand Stephan Kleinschmidt, tlf. 27 90 50 17, mail: skl@sonderborg.dk
Næstformand Jesper Kock, tlf. 27 90 02 09, mail: jko@sonderborg.dk
Direktør i Kultur og Erhverv, Nicolai Heidemann, tlf. 20 25 99 33, mail: nihm@sonderborg.dk

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top