En tiltrængt, gennemgribende renovering af Dybbøl-Skolen går snart i gang. Det er resultatet af den licitation Sønderborg Kommune har holdt for renoveringen af Dybbøl-Skolen. Det skete med en vis nervøsitet grundet de stigende priser på byggematerialer, energipriser med mere.
Det er primært gul- og rød blok, der skal renoveres, og renoveringen gennemføres med én længe ad gangen i blokkene, så undervisningen kan tilrettelægges uden store gener fra renoveringsarbejdet.
Det glæder formanden for Børne-og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling.
– Det er rigtig godt at renovering opdeles i etaper over tre år, så eleverne kan blive på skolen og flytte internt rundt i takt med renoveringen og dermed sikre nærvær og tryghed. Jeg er overbevist om, at renoveringen vil give et gevaldigt løft for elever, og lærere, for den vil sikre et godt læringsmiljø på skolen. Renoveringen vil forbedre indeklimaet for både elever og lærere samtidig med, at skolen fremstår indbydende og tidssvarende, siger han.
I planen renoveres skolens vinduer, lofter, gulve og tage, og der gennemføres flere energiforbedrende tiltag
Licitationsresultatet glæder formanden for Teknik-, By- og Boligudvalget, Kirsten Bachmann.
– Vi er meget tilfredse med, at budgettet kan overholdes, så vi kan få gennemført den meget nødvendige renovering på Dybbøl-Skolen. Derudover er der i renoveringen af skolen også et fokus på, at der skal laves energioptimeringer, så skolen bliver mere grøn og energivenlig. Det vil ske, og skolen vil fremover få et lavere energiforbrug, siger hun.
Renoveringen giver samlet en årlig besparelse på ca. 6 ton CO2.
Sønderborg Kommune modtog i alt 22 tilbud fordelt på 6 forskellige entrepriser, hvor tilbuddene fra entreprenørerne lå forholdsvis tæt. Samlet tilbudssum var på ca. 59 mio. kr. + moms. Ud over denne sum skal der også medregnes udgifter til diverse bygherreleverancer m.v. i det samlede budget på 84,6 mio. kr.
Hele renoveringen af Dybbøl-Skolen vil samlet vare ca. 30 måneder efter projektering og udbud. Renoveringen på Dybbøl-Skolen vil dermed vare indtil 2024.