Børne- og Uddannelsesudvalget har besluttet at igangsætte arbejdet med Masterplan for Alssund-Skolen, som er første skridt for en storstilet renovering af skolen. Baggrunden er, at Byrådet i budget 2024-2027 besluttede ”Skolernes årti”, hvor målet er, at alle folkeskoler løftes på bygningsmasse, indeklima og læringsmiljøer.
Nu kommer turen til Alssund-Skolen, og det glæder formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Jesper Smaling.
– Vi har et rigtig godt udgangspunkt for en kommende renovering af Alssund-Skolen, for masterplanen vil bygge videre på de input, der er indsamlet på workshops i foråret 2024 i forbindelse med etableringen af Alssund-Skolen og skolens profil: Sport og bevægelse. Der er også en del visiterede elever på Alssund-Skolen, så masterplanen skal også tage højde for, at skolens rammer er fleksible og kan imødekomme de krav, det stiller til inkluderende læringsmiljøer, siger han.
Alssund-Skolen blev formelt etableret den 1. august 2024, da Ahlmann-Skolen og Humlehøj-Skolen blev nedlagt og samlet i en ny skole på baggrund af Byrådets beslutning i februar 2024. I forbindelse med etableringen af Alssund-Skolen har Byrådet afsat 4 mio. kr. i 2024 samt 4 mio. kr. i 2025 til at understøtte processen.
– Og så er det rigtig vigtigt, at vi får kigget på selve lokationen i området, så vi kan få bragt det mere i spil for lokalområdet. Alssund-Skolen ligger fysisk i tilknytning til Tandklinikken Humlehøj, Humlehøj Hallerne og Børnegården Humle-Tumle. Renoveringen af skolen skal derfor også bidrage til, at flere faciliteter anvendes på tværs til gavn for børn, unge og deres familier i området, siger Jesper Larsen, næstformand for Børne- og Uddannelsesudvalget.
Et foreløbigt estimat for renovering af Alssund-Skolen beløber sig til 110 mio.kr.
I udarbejdelsen af masterplanen inddrages elever, lærere, forældre, ledelse og lokalsamfund. Masterplanen for Alssund-Skolen forventes forelagt til politisk drøftelse i foråret 2025. Når Byrådet har godkendt masterplanen, og anlægsbevilling til byggeriet er på plads, kan udbud og detailprojektering sættes i gang.