Afdeling af Styrelsen for International Rekruttering og Integration åbner i Sønderborg

Nu bliver det snart nemmere for udenlandske arbejdstagere i Sønderborg og Sønderjylland at stille spørgsmål til EU-ophold og få vejledning om reglerne for opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.
 
For med Folketingets politiske aftale om styrket international rekruttering er det besluttet at afsætte midler til etablering og drift af to nye International Citizen Service-centre, såkaldte ICS-centre, og ét af de to centre åbner i Sønderborg i 4. kvartal af 2022.
 
Det glæder borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen.
 
– Det er vi meget tilfredse med, for vi er allerede vant til at håndtere udenlandske borgere og medarbejdere. Samtidig er det en stor lettelse for de mange internationale virksomheder – store som små – som har mange udenlandske medarbejdere ansat, som søger til regionen for at arbejde og bosætte sig. Der er tale om kvalificeret arbejdskraft, der sikrer, at virksomhederne kan levere løsninger og produkter til eksport og dermed gavne danske arbejdspladser, siger han. 

SIRI lukkede i februar 2022 sin afdeling i Aabenraa, og på den baggrund tilbød Sønderborg Kommune sin hjælp for at huse en afdeling af SIRI. Det førte til en dialog mellem kommunen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration om en løsning, der betyder, at et ICS-center nu åbner i Sønderborg.
 
Der åbner også et nyt ICS-center i Esbjerg, og derudover findes der centre i København, Aarhus, Odense og Aalborg.
 
I Sønderborg vil medarbejdere fra SIRI være til stede to dage ugentligt, og såfremt der viser sig at være grundlag for flere åbningsdage, kan antallet af åbningsdage justeres til.
 
Sønderborg Kommune kan allerede nu pege på en placering centralt i Sønderborg, da ICS-centeret får adresse i Borgen, hvor kommunes Borgerservice flytter til i november 2022. Det sker i lokalerne, der allerede huser Arbejdsmarked og Jobcenteret.
 
– Fordelen ved at SIRI ligger sammen med Borgerservice og Jobcenter i Sønderborg er til at få øje på. Ikke mindst for borgerne, der kan spare en masse tid, når sagsbehandlingen foregår tæt på hinanden, hvilket gør sagsgangen meget lettere for den internationale medarbejdere. Jeg er sikker på, at det her bliver en god løsning til glæde for alle parter, siger Erik Lauritzen.

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top