70.000 gæster har besøgt Den Kongelige Køkkenhave

70.000 gæster besøgte Den Kongelige Køkkenhave

Det er lykkedes at skabe en turistattraktion med Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten, og 70.000 personer besøgte i 2022 køkkenhaven.

Besøgstallet for 2022 i Den Kongelige Køkkenhave er nu opgjort, og det viser, at køkkenhaven havde 70.000 gæster. Det har tidligere været usikkert, hvor mange gæster, der præcis besøger Den Kongelige Køkkenhave i Gråsten, men i 2022 har Slots- og Kulturstyrelsen opsat en tæller.
 
– Vi er meget stolte af, at der er kommet så mange gæster på besøg i Den Kongelige Køkkenhave i 2022. Jeg er sikker på, at mange af gæsterne er nysgerrige på at se, hvad køkkenhaven er blevet til og for at få lidt royal inspiration. Vi tror samtidig, at mange taler godt om stedet, fordi der er en særlig stemning, hvor der er smukt og roligt, og hvor man samtidig kan på opdagelse i årstidernes betydning for grønt og frugt, siger Stefan Lydal, der er formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget i Sønderborg Kommune.
 
Dronning Ingrid fik i sin tid anlagt en køkkenhave ved Gråsten Slot, hvor der hver sommer blev høstet urter, grøntsager, bær og frugter til slottets husholdning. Formålet med Den Kongelige Køkkenhave er at genskabe og forny dronning Ingrids gamle køkkenhave og åbne det ellers lukkede gartneri for offentligheden og skabe en turistattraktion.
 
Køkkenhaven bliver drevet af det socialpsykiatriske tilbud Væksthuset i Sønderborg Kommune i samarbejde med gartnere fra Slots- og Kulturstyrelsen.
 
– Samarbejdet omkring åbningen af Den Kongelige Køkkenhave mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Sønderborg Kommune har været rigtig godt. Det kan vi se, når køkkenhaven – ud over at være et turistmål – også et relevant jobtilbud til borgere i socialpsykiatrien. Vi er meget stolte over, at det er en succes på to så vidt forskellige parametre, siger Preben Storm, der er næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget i Sønderborg Kommune.
 
En holdning som Allan Schanz, afdelingsleder i Væksthuset, bakker op om.
 
– Det er spændende for vores borgere at arbejde i køkkenhaven, selv om det for nogle kan være svært at vænne sig til. Men hvis de har en dårlig dag, og der samtidig er mange turister i haven den dag, så kan de altid finde steder, hvor der er ikke kommer så mange forbi. De fleste klarer det fint, og de er alle utroligt glade for at arbejde. Det giver stolthed at arbejde med noget, der giver mening, ser flot ud og vises frem. Samtidig er det også en god træningsbane for udvikling af sociale kompetencer, og det er vigtigt på borgernes videre vej, siger han og tilføjer, at borgerne er stolte over dronningens store interesse for haven og for borgernes arbejde i køkkenhaven.
 
FAKTA

  • Den Kongelige Køkkenhave er et samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen og Sønderborg Kommune. Køkkenhaven blev indviet i juli 2020.
  • Haven – tegnet af arkitekter fra Slots- og Kulturstyrelsen – er barokinspireret med symmetriske felter. Felterne er et mylder af farverige blomster, duftende urter og fristende grøntsager, bær og frugter.
  • Medarbejderne i Den Kongelige Køkkenhave er – ud over fastansatte gartnere fra Slots- og Kulturstyrelsen – socialfagligt personale og borgere fra socialpsykiatrien i Sønderborg Kommune. Væksthuset beskæftiger ca. 40 borgere på skift i køkkenhaven i Gråsten.
  • Der er gratis adgang til Den Kongelige Køkkenhave, som er åben hele året – uden for sæsonen fra kl. 8 til 15 på hverdage. Butik og cafe åbner igen til maj.

Kontaktinformation:

Stefan Lydal
Formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget
Tlf. 27903718
 
Preben Storm
Næstformand for Social-, Senior- og Handicapudvalget
Tlf. 27900210
 
Allan Schanz
Afdelingsleder i Væksthuset
Tlf. 27903833

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg

Se den originale nyhed fra Sønderborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top