Det er fjerde gang siden 2010, at undersøgelsen ”Hvordan har du det?” gennemføres. Undersøgelsen er den største af sin art, og den giver et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årene, og hvor i landet, der er særlige udfordringer netop nu. For at få de mest brugbare resultater er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne. – Svarene er vigtige for os, for de er pejlemærker i forhold til de indsatser, vi sætter i gang. Jo flere der svarer, jo bedre billede får vi af hvordan sundhedstilstanden er lige netop i vores kommune, og hvor der er mest behov for at vi sætter ind. Jeg håber derfor, at rigtig mange får givet sig tid til at besvare spørgsmålene, hvis de har fået spørgeskemaet i deres e-boks, siger formand for Sundhedsudvalget Helge Larsen. Resultatet fra den sidste undersøgelse i 2017 viste, at det haltede med danskernes sundhed på flere områder. Svarene viste blandt andet, at over halvdelen af alle voksne danskere var overvægtige, at flere unge var blevet rygere og trivedes dårligt mentalt. Svarene har siden 2017 ført til en stribe lokale tiltag netop dér, hvor behovet har været størst. Konkrete tiltag baseret på borgernes svar I Sønderborg Kommune har man på baggrund af undersøgelsen i 2017 bl.a. indført et stressforebyggende forløb for voksne, røgfri skole og røgfrie arbejdspladser og ungdomsuddannelserne er godt på vej til at blive røgfri. Der eksperimenteres med sundhedsfremmende måltidsfællesskaber i dagtilbud, og mere fysisk aktivitet i både dagtilbud og skole. Og netop nu er kommunen i gang med at kick-starte lokale gangfællesskaber, der både skal hjælpe på den mentale sundhed og gøre fysisk aktivitet nemmere for flere. Dertil kommer en stribe tiltag i forhold til unges mentale sundhed. Siden 2017 har Sønderborg Kommune bl.a. indført gratis psykologhjælp til unge, og et holdbaseret kursusforløb på Sundhedscentret, for unge der oplever symptomer på stress (Åben og Rolig). Det Fremskudte Trivselsberedskab arbejder på at øge trivslen for frafaldstruede og sårbare unge på uddannelserne via gruppeindsatsen Mental Topform, som er målrettet alle elever i en klasse. Og Ungeteamet samarbejder med ungdomsuddannelserne om indsatser, som kan sættes i gang tidligt. – Vi kunne se, at særligt de unge var udfordret psykisk i en sådan grad, at det påvirkede deres studie og uddannelsesevner. Dem rækker vi ud til med et øget fokus på tidlig opsporing, forebyggelse og en række konkrete indsatser og tilbud, der favner bredt, i forhold til hvor den enkelte er, og hvad den enkelte har behov for. Nogle gange er det en hel klasse, der har brug for hjælp til at komme tilbage på sporet i forhold til trivsel, og så er det sådan, vi sætter ind. – Men det er ikke kun de unge, der har brug for hjælp i forhold til mental sundhed og fysisk aktivitet. Vi skal knække kurven i forhold til overvægt hos både børn og voksne, og vores tilgang er, det skal være sjovere og nemmere at være fysisk aktiv. Vores indsatser i forhold til ensomhed og rygning forventer jeg også vi kommer til at holde fast i, og så må den nye undersøgelse vise os, hvad der ellers er brug for vi tager fat på de kommende fire år, siger næstformand i Sundhedsudvalget Didde Lauritzen. Resultatet af sundhedsprofilundersøgelsen 2021 offentliggøres i marts 2022. Spørgeskemaet er sendt til 300.000 danskeres e-boks eller med postvæsenet. Om undersøgelsen:
- De danskere, der er udtrukket til at være med i undersøgelsen, har fået spørgeskemaet ”Hvordan har du det?” i deres digitale postkasse eller som fysisk brev, hvis ikke de har en digital postkasse. Alle, som udfylder spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række fine præmier.
- Deltagerne i undersøgelsen er tilfældigt udvalgte, og det er frivilligt, om man deltager. Spørgeskemaet vil enten komme fra Region Syddanmark eller fra Statens Institut for Folkesundhed.
- Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden danskernessundhed.dk, hvor det også er muligt at læse resultaterne fra tidligere undersøgelser.
www.rsyd.dk/HvordanHarDuDet
|