Silkeborg styrker ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede, autister og unge med multihandicap

For at flere unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til at mestre en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt, styrker Silkeborg Kommune den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU).

Uddannelsen er treårig og målrettet udviklingshæmmede, unge med svære bevægelseshandicap, multihandicappede unge, unge med autisme, psykiske lidelser eller erhvervet hjerneskade.

Eleverne på uddannelsen er unge, som ikke magter at gennemføre en normal ungdomsuddannelse.

– STU er en ungdomsuddannelse målrettet nogle af de svageste i vores samfund. Derfor styrker vi uddannelsen, så vi fremover får en bredere og mere fleksibel vifte af tilbud, siger Hans-Jørgen Hørning, der er formand for Silkeborg Kommunes Ældre- og Handicapudvalg.

Lysbro Uddannelsescenter i Silkeborg er kommunens eget STU tilbud, men uddannelsesforløb eller dele af uddannelsesforløb kan foregå en række andre steder, hvis den unges behov og interesser tilsiger det. Fx på produktionsskoler, daghøjskoler og værksteder.

– Vi får fremover en bredere indstillings- og visitationsproces, hvor der er et endnu større fokus på at inddrage og forventningsafstemme med eleven og forældrene, og hvor vi har et særligt højt fokus på den unges ressourcer, siger Hans-Jørgen Hørning.

Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og medarbejdere på handicapområdet vil fremover styrke informationen om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse på specialskoler, specialklasser og inklusionscentre.

Hvis det vurderes hensigtsmæssigt, kan der blandt andet som en indledende del af uddannelsesforløbet tilbydes et op til 12 ugers afklaringsforløb, som skal afdække den unges ønsker og muligheder for såvel uddannelsesforløb som for eventuel fremtidig uddannelse og beskæftigelse. Denne afklaring forventes som oftest at foregå i regi af enten Lysbro Uddannelsescenter eller Produktionsskolen.

Yderligere information:

Hans-Jørgen Hørning, formand for Silkeborg Kommunes Ældre- og Handicapudvalg, tlf. 27 12 75 95.

Fakta om STU i Silkeborg

  • STU er en treårig Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse for unge under 25 år.

  • Eleverne er udviklingshæmmede, unge med svære bevægelseshandicap, multihandicappede unge, unge med autisme, psykiske lidelser eller erhvervet hjerneskade.

  • De unge har særlige behov, som gør, at de ikke magter at gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, heller ikke med betydelig socialpædagogisk støtte.

  • Uddannelsens mål er at de unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til at mestre en så selvstændig og aktiv deltagelse voksenlivet som muligt.

  • Der er optag på uddannelsen hvert halve år.

  • Uddannelsen er det sidste valg, hvis der ikke er andre ungdomsuddannelser, som den unge magter.

  • Uddannelsen er ikke kompetencegivende til yderligere uddannelse, og den kan ikke anvendes som støtte til at gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top