2016 er uden sammenligning det bedste år siden finanskrisen for Silkeborg Kommune, hvad angår salg af erhvervsjord.
Der er tale om en markant ny rekord med et salg på i alt 270.000 kvadratmeter erhvervsjord.
”Efter Silkeborgmotorvejen er åbnet, er Silkeborg Kommune blevet endnu mere attraktiv for erhvervslivet, der har kvitteret med store investeringer i vores erhvervsjord,” siger borgmester Steen Vindum.
Rekorden er en markant stigning fra salget af erhvervsjord i de forrige år. I 2014 solgte kommunen i alt 15.000 kvadratmeter jord, mens der i 2015 blev langet 7.000 kvadratmeter over disken.
Tegner til endnu et godt år i 2017
Selvom 2016 var et år med en stor stigning af salgsjord i 2016 tegner efterspørgslen til at blive lige så stor i 2017. Derfor er der blandt andet sørget for flere nye erhvervsudstykninger langs Silkeborgmotorvejen.
”Vi oplever en markant stigende interesse for erhvervsjord langs motorvejen og generelt for Silkeborg Kommune som et sted at drive forretning ,” siger Steen Vindum.
Inden for det seneste år er der eksempelvis flere markante virksomheder indenfor vindindustri, der har valgt at etablere sig i Silkeborg Kommune.
Byggeboom i Silkeborg
Rekorden i salget af erhvervsjord sker samtidig med et regulært byggeboom i Silkeborg Kommune. I perioden 2016-2019 er der igangsat og planlagt projekter for i alt 1,7 mia. kr. Projekterne tæller bl.a. nyt stadion, nyt plejecenter og parkeringskældre i midtbyen.
”Lige nu er der især godt gang i byggeriet langs motorvejen og i Silkeborg Nord,” fortæller Steen Vindum.
Ud over de store kommunale bygge- og anlægsinvesteringer har også en lang række private investorer og virksomheder byggeprojekter i gang eller på vej i Silkeborg.
Stor del af erhvervsjord bliver til grøn energi
En af grundene til det rekordstore salg i 2016, er at udviklingsselskabet Pure & Better Energy har investeret i et større areal.
Her opfører udviklingsselskabet en af Danmarks største solcelleparker med en produktionskapacitet, der svarer til det årlige strømforbrug i ca. 2.500 husstande.
”Den grønne energisektor skaber vækst og mange arbejdspladser, og desuden passer solcelleparken rigtig godt ind i Silkeborg Kommunes grønne strategi,” siger borgmester Steen Vindum.
For flere oplysninger kontakt:
Borgmester Steen Vindum,
26 29 37 32
Allan Iversen, Team Køb/Salg – Erhverv
24 47 93 89
Udviklingschef Gregers Pilgaard,
20 90 13 68