Regeringen har fremlagt en ny infrastrukturplan på over 160 mia. kr. frem mod 2035, som også har betydning for Silkeborg Kommune.
– Jeg er meget glad for udbygningen af E45, fordi vores erhvervsliv får stor gavn af en bedre fremkommelighed og mindre trængsel på denne rygrad i vores motorvejssystem i Danmark, siger Steen Vindum.
– Desuden er jeg glad for, at Rute 26 mellem Aarhus og Viborg skal opgraderes. Det kan forhåbentlig være med til at aflaste Viborgvej mellem Viborg og Silkeborg, så færre vælger at køre den hurtige vej over Silkeborg til Aarhus og i stedet vælger den mere direkte vej mellem Viborg og Aarhus.
– Regeringens udspil indeholder også en række initiativer, der skal understøtte den grønne omstilling af transportsektoren. Jeg er glad for, at der skal laves en samlet plan for flere el-ladestandere til biler på statsvejnettet, fx ved motorvejen omkring Silkeborg. Og så er der i udspillet også sat penge af til at styrke cyklismen, siger Steen Vindum.
Se regeringens trafikudspil på Transportministeriets hjemmeside.