Projektørerne på Silkeborgs nye stadion testes før indvielse

Mandag den 31. juli 2017 indvies Silkeborgs nye stadion JYSK park, som bliver Danmarks mest moderne fodboldstadion. Inden indvielsen skal de sidste deltaljer på plads, blandt andet skal lyset på banen finindstilles og testes

Projektørerne på det nye stadion skal brænde i 100 timer over en uges tid i løbet af uge 27 og 28 for at lyskilderne kan ”brænde ind” og de store spots kan give det bedste lys på banen til gavn for både spillerne og tilskuerne og de mange seere bag tv-skærmene.
Lysene kommer til at brænde i dagstimerne, så parkens mange naboer bliver mindst muligt generet af de store spots.


Åbningsfest med et brag

Det nye stadion indvies mandag den 31. juli 2017. Fejringen begynder kl. 15, hvor et stort optog med knap 2.000 børn, unge og voksne fra byens idrætsforeninger og organisationer fylder Silkeborgs gader med farvestrålende T-shirts og godt humør, når de i samlet flok går fra det gamle MASCOT park til det nye JYSK park. Når festdagens deltagere rammer parken, giver Simon Kvamm og Peter Sommer koncert og spiller op til dagens hovedbegivenhed – den store indvielseskamp mellem SIF og AGF.

Det nye stadion på Søholt er bygget i et offentligt-privat samarbejde med stor opbakning fra erhvervsliv og organisationer. Det nye stadion giver nogle fantastiske tilskuerforhold og styrker Søholt Idrætspark, der også rummer Silkeborg Atletikstadion, BSV elitehåndbolds hjemmebane Jysk Arena, mange boldbaner og andre idrætsanlæg.

Byggeriet af det nye stadion har samtidig frigivet den store og attraktive stadiongrund i Sydbyen til udvikling af byen med nye boliger, boldbaner og et moderne plejecenter. Det nye stadion og byudviklingen i Sydbyen bidrager til den store vækst og udvikling, som Silkeborg Kommune oplever i disse år.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top