Multihuset i Sejs-Svejbæk kåret til Midtjyllands mest levende mødested

Dansk Arkitektur Center har kåret Danmarks fem mest levende mødesteder. I Midtjylland blev vinderen Multihuset i Sejs-Svejbæk.

I december har Dansk Arkitektur Center (DAC) sat sig for at finde Danmarks mest levende mødesteder. Folk fra alle hjørner af landet har nomineret deres absolutte yndlingssteder og efter en national afstemning, hvor 2.348 har stemt, er det mest levende mødested i hver region nu fundet.

Multihuset er favoritten i Midtjylland

I Midtjylland blev det Multihuset i Sejs-Svejbæk, der tog førstepladsen som det mest levende mødested. Multihuset har under hele afstemningsfasen være en klar favorit og med 31 % af stemmerne i Midtjylland, er sejren helt berettiget.

-Der er en meget positiv udvikling i gang i Silkeborg Kommune, hvor der både bygges og udvikles samtidig med, at lokalområder tager for i deres nærområder og laver både byrum og fællesskaber. Lokale kræfter styrker foreningslivet og bylivet. Multihuset i Sejs-Svejbæk er et godt eksempel på et unikt, lokalt mødested, fortæller borgmester Steen Vindum.

I Midtjylland går andenpladsen til Østre Søbad i Silkeborg. Trine Ribergaard Skammelsen, Plan- og Byggechef i Silkeborg Kommune, fortæller, hvorfor Østre Søbad er et levende mødested:

– Østre Søbad er med placeringen ved Almind Sø en naturperle med højt til himlen og kig til skoven. Det er også én af Silkeborgs mest velbesøgte badesteder med mange årlige events som fx Almindsøstafetten, mountainbike, vinterbadning og Silkeborgs store YETI Adventure Challenge. Silkeborg Kommune er ved at undersøge, om Østre Bad skal udvides, eller om vi har mulighed for at lave et andet søbad et nyt sted i byen.

Tredjepladsen går til Sportspubben Målet i Silkeborg.

De øvrige vindere

Vinderne i de øvrige regioner er Gjøl Havn i Region Nordjylland, Polymeren i Region Syddanmark, Kulturhuset No1 i Region Sjælland og Papirøen i Region Hovedstaden.

I alt har danskerne nomineret intet mindre end 68 mødesteder fordelt over Danmarks fem regioner. Danskerne har nomineret deres favoritsteder på DACs Facebook-side eller på Instagram via hashtagget #DKslevendemødesteder.

Se den originale nyhed fra Silkeborg Kommune

Læs nyheder fra kommunerne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top